Så skete det: BoxTown er åben

Øko-kaffe og crepes med Nutella og meget andet på byens nye mødested

09. december 2017 kl. 12.48
Opdateret kl. 12.53

AALBORG: Kaffen er økologisk. Den koster 20 kr. og er o.k. Den serveres i BoxTown, som lige har slået portene op.

Aalborgs nyeste tilbud har været længe undervejs.

- I over to år har vi tegnet og svedt. Men nu er vi klar til at give det til byen. Vi er ikke færdige, og I vil også kunne finde ting, der ikke er bæredygtige. Det her er kun begyndelsen, lød det fra Jens Kruhøffer fra foreningen BoxTown, der driver stedet, da han sammen med alle de andre fra projektet stod klar til at modtage gæsterne.

Borgmester Thomas Kastrup-Larsen stod for åbningen, men det var sønnen Aksel, som med den store saks klippede snoren og dermed åbnede for strømmen af gæster, som ventede på ydersiden af gitterlågen.

- Jeg glæder mig til at smage på alle de lækre ting, lød det fra Thomas Kastrup-Larsen, som også glæde sig over, at BoxTown også er et sted, hvor lokale råvarer produceret på en bæredygtig måde kan afsættes.

Martin Nielsen, projektmager for hele Sprit-projektet, var også med og roste Jens Kruhøffer og arbejdsgruppen for indsatsen. Men Martin Nielsen havde også været nødt til at "hjælpe" Kruhøffer med navnet til stedet.

- Han foreslog, at det skulle hedde Nebula. Det dur selvfølgelig ikke. Det lyder som navnet på en sko, og så blev vi enige om BoxTown, fortalte Martin Nielsen.

BoxTown området er på knap 400 kvadratmeter. På den beskedne plads er det lykkedes at etablere steder med salg af mad, kaffe, drikkevarer og en afdeling med lokalt producerede råvarer - og masser af siddepladser. Og når man lige skal smage en crepe med Nutella, så er der mulighed for at sætte sig på 1. salen og nyde udsigten. Og plast-domen var på åbningsdagen et rigtigt lækkert og lunt sted i den kolde vind.

Åbningsfesten fortsætter hele dagen - også med underholdning. Og i morgen kan man bl.a. høre kogebogs-forfatter Almedina fortælle, hvordan man undgår sukker og gluten i juleslikken.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste