Billede beskrivelse

Så lækkert! Her åbner helt ny restaurant i midtbyen

Restaurant Melma er byens nye tilbud til dig, der holder af smørrebrød

01. september 2022 kl. 17.57

AALBORG: Der er bare noget helt særligt over et godt stykke smørrebrød - og nu melder en ny spiller sig på den aalborgensiske madscene.

Det er restauratør Mikkel Jensen, der i forvejen er en del af ejerkredsen bag Restaurant Smaek, der er klar med endnu et spisested.

Adressen er Ved Stranden, hvor du indtil for nylig fandt Brasserie No 76.

- Da jeg hørte, at restauranten lukkede, gik tingene rigtig stærkt. Jeg har gennem noget tid gået med tankerne om at skulle åbne en pendant til Smaek, men de seneste års corona-usikkerhed har holdt tankerne lidt på standby, siger Mikkel Jensen i en pressemeddelelse.

- Nu bød chancen sig, og jeg spurgte mit bagland, om de var friske på et nyt eventyr med mig i spidsen, og det var var de heldigvis.

Ny-nordisk genre

Restaurantens koncept bliver et moderne spisested med "sofistikeret smørrebrød til frokost inklusiv nogle frokostlivretter". Derudover vil der blive åbent om aftenen nogle gange om ugen, hvor der vil være et smalt menukort.

- Men til gengæld med fuldt fokus og skarphed på de retter, som vi serverer, siger Mikkel Jensen.

- Stilen vil blive i den ny-nordiske genre med det franske håndværk, som jeg er flasket op med i min tid på bl.a. Ruths Hotel og Brøndums i Skagen. Personligt glæder jeg mig til at vise restauranten frem, og jeg håber, at mit nye sted kan blive til glæde for mange madglade mennesker.

Mikkel Jensen understreger, at han ikke træder ud af Smaek, men deler sin tid mellem de to restauranter.

Restaurant Melma på Ved Stranden 7-9 åbner medio oktober/start november.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste