Så er det i morgen at du kan blive testet ved Bilka
Du kan blive hurtigtestet fra klokken 8.00 til 20.00
AALBORG: Tirsdag 11. maj slår Region Nordjylland og Falck dørene op til et nyt hurtigtest-center i Aalborg Storcenter.
Testcenteret bliver med indgang direkte fra p-pladsen, hvor der er sat telt op, så de ventende kan stå i læ og tørvejr. Det skriver Aalborg Storcenter i en pressemeddelelse.
- Vi er meget glade for at kunne tilbyde kunder og ansatte et lokalt testtilbud. Et negativt testresultat giver jo adgang til alle de ting, vi har savnet så længe, og butikker og kunder er begejstret for den ekstra service, det er at have et testcenter lige udenfor døren, udtaler Niels Adolfsen, der er Center Manager i Aalborg Storcenter.
Også hos Falck er der stor glæde over det nye testcenter,
- Det er ingen hemmelighed, at vi har haft brug for at hæve vores testkapacitet i Aalborg, og placeringen af et testcenter i Aalborg Storcenter er oplagt. Med 2400 gratis p-pladser er der sikret nem adgang til hurtigtesten. Vi er vant til at drive testcentre, står på mål for, at det bliver drevet på sikker og forsvarlig vis, og er sikre på at det nye testcenter bliver en succes, siger Jacob Kolind, Projektchef hos Falck.
Det nye testcenter vil kunne teste ca. 2.000 om dagen og der forventes ingen problemer med at håndtere de ekstra gæster, for med mere end 40.000 kvadratmeter i Aalborg Storcenter er der masser af plads til alle.
Hos Region Nordjylland er der også stor tilfredshed med det nye testcenter: - Vi har manglet et testtilbud i den sydlige del af Aalborg kommune. Så jeg er meget tilfreds med at vi sammen med Aalborg Storcenter har fundet denne løsning, som både vil komme borgerne i bydelen og ansatte i City syd til gode, siger Jacob Bertramsen.
Det nye testcenter ligger ved Bilka indgangen ved Aalborg Storcenter med adgang fra P-pladsen. Testcentret har åbent alle ugens dage fra kl. 8.00 til 20.00.