Så er det afgjort - sankthansbålet er slukket i Nordjylland
Naturen er en krudttønde - Nordjyllands Beredskab tager ingen chancer
NORDJYLLAND: Tørken i Nordjylland er nu så alvorlig, at Nordjyllands Beredskab slukker sankthansbålene allerede inden, de er blevet tændt.
Det oplyser stabschef Per Højriis Vedsted fra Nordjyllands Beredskab.
- Vi udsteder et totalt forbud mod brug af åben ild fra midnat natten til 23. juni og frem til kl. 9 lørdag morgen 24. juni, forklarer han.
Forbuddet gælder også brug af kulgrill og ukrudtsbrændere i samme periode, oplyser Per Højriis Vedsted.
- Det er for at gøre det enkelt og letforståeligt, fastslår han.
Stabschefen oplyser efter et møde mellem landets 29 beredskaber mandag formiddag, at det totale afbrændingsforbud i det omtalte døgn kommer til at gælde hele Jylland og Fyn, mens der angiveligt bliver mulighed for at se sankthansbål flere forskellige steder på Sjælland.
Hidtil har Nordjyllands Beredskab kun opfordret til at undgå brugen af åben ild i den nordjyske natur, men efter flere uger med høj sol og kun ganske få lokale byger er naturen nu så knastør, at den reelt er en krudttønde.
Udsigten til nedbør af betydning i de kommende dage er samtidig forsvindende lille, og derfor kommer forbuddet nu.
Per Højriis Vedsted oplyser, at beredskabet ved at se tilbage på de fem seneste år kan se, at der gennemsnitligt har været 15-16 udrykninger til naturbrande sankthansaften. Men derimod endnu flere i morgentimerne dagen efter.
- Og det er jo fordi, ikke alle sankthansbål bliver slukket ordentligt ned aftenen forinden. Det tør vi ikke risikere med den tørre natur, vi har lige nu, siger han.
Når det totale forbud mod åben ild i naturen ikke allerede bliver indført nu - og heller ikke kommer til at gælde også efter sankthansaften, så skyldes det helt enkelt, at nordjyderne midt i den knastørre sommer har opført sig eksemplarisk.
- Vi kan se i vores statistikker, at vi ikke kører til naturhændelser af væsentlig betydning, der skyldes uforsigtighed. Takket være pressen og egne kampagner har vi faktisk set et dyk i antallet af naturbrande i Nordjylland. Så vi kan godt hejse flaget for, at nordjyderne har opført sig fornuftigt under tørken. Årstiden taget i betragtning burde vi have haft mange flere naturbrande på nuværende tidspunkt, siger Per Højriis Vedsted.
Tal fra Danske Beredskaber underbygger, at nordjyderne har taget tørken og advarslerne mod brug af åben ild i naturen alvorligt. Selv om antallet af naturbrande i Danmark har været støt stigende de seneste uger med i alt 350 større eller mindre naturbrande fordelt over hele landet, så ligger Nordjylland dog absolut lavest i statistikken med blot 28 naturbrande siden midt maj.
Nordjyllands Beredskab oplyser, at de følger situationen nøje, og der bliver taget en vurdering af forholdene dag for dag, samt time for time.