Så er der kaffe: Espresso House klar med ny filial
Den nye kaffebar i Friis er snart klar til åbning. Se her, hvornår det bliver:
AALBORG: Der er blevet hamret og banket bag de grønne træplader i stueetagen i Friis de seneste måneder.
Men snart ryger afdækningspladerne ned og en helt ny Espresso House kaffebar dukker frem. Kæden er nemlig klar med sin femte café her i byen lige ud til Gabels Torv og Nytorv.
Og du kommer ikke til at sove mange gange, før der bliver langet latte og julecroissanter over disken.
Den nye kaffebar i Friis er nemlig klar til at invitere os alle indenfor fra torsdag 5. december, oplyser Espresso House til aalborg:nu.
Lokalerne får - som vi tidligere har fortalt - plads til 50 siddende gæster, og der bliver ligeledes udeservering på torvet.
Udover det nye sted i Friis har Espresso House også kaffebarer i Bispensgade, Østerågade, Aalborg Storcenter og Plantorama.