Så blev træet tændt
Nu er julen for alvor begyndt i Aalborg
AALBORG: Så kan der for alvor jules i Aalborg. Fredag blev jule-byen åbnet. Lørdag formiddag ankom julemanden og lørdag eftermiddag blev det store juletræ på Nytorv tændt.
Det var julemanden, der sørgede for, at der kom liv i de 12.000 pærer på træet. En lift fra Beredskab Nordjylland løftede ham op til toppen af det 18 meter høje træ. De flere hundrede fremmødte børn og voksne hjalp med at tælle ned fra 10.
Det store juletræ er en gave fra Aalborgs venskabskommune Frederikstad. Træet er 40 år gammelt og fældet i Øvre Bjørndalen udenfor Frederikstad.
Borgmester Thomas Kastrup-Larsen holdt en lille tale og sagde, at for ham er tændingen af byens juletræ en af årets store begivenheder og noget, han virkelig ser frem til.
- Nu føler jeg mig i julestemning, sagde borgmesteren, som takkede Frederikstad for juletræet og fremhævede det gode venskab der er med den sydnorsk b y.
Frederikstads borgmester Jon-Ivar Nygård var også mødt frem og han fremhævede også det gode samarbejde mellem de to kommuner og var også meget glad for den gode tradition med det norske juletræ på Nytorv. I år er det 56. gang, Aalborg får et juletræ fra Norge.
Og så blev der danset om det store juletræ og sunget bl.a. "Glade Jul".