Billede beskrivelse

Rytterstatue gemmer på skjult hilsen fra fortiden

Arbejdet med at flytte statuen på John F. Kennedys Plads har afsløret en hemmelighed

09. juni 2020 kl. 10.15
Opdateret kl. 10.22

AALBORG: Han har i små 100 år stået og skuet ud over John F. Kennedys Plads. Men for knap tre uger siden blev rytterstatuen af Kong Christian den 9. flyttet over på en blokvogn og kørt i depot.

Nu viser det sig, at statuen gemmer på en hemmelighed. For under arbejdet med at tage soklen ned har man fundet en hilsen fra fortiden, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Læs også: Se billederne: Sådan flytter man en konge til hest

Billede beskrivelse

I soklen har man nemlig fundet en graveret plade med årstal og navn på dem, der senest var med til at flytte statuen og en tobaksæske med følgende hilsen:

"Rytterstatuen af Chr. 9. genopført på stedet her marts 1995 af murermester Per Stender, Østergade 32A, 9400 Nørresundby og snedker/tømrermester Erik Dahl Luneborgvej 74, 9382 Tylstrup."

Billede beskrivelse

Henning Sørensen fra kommunens entreprenørenhed, der har haft ansvaret for flytningen af statuen, glæder sig over hilsenen:

- Det er sjovt at finde sådan nogle skjulte hilsner fra dem, der tidligere har været med til at udføre det arbejde, vi står med i dag. Så selvfølgelig skal vi også lave en hilsen, der måske i fremtiden vil blive fundet på ny, siger han i pressemeddelelsen.

Billede beskrivelse

Læs også: Skal du se det? Kæmpe rytterstatue bliver flyttet i morgen

Statuen vender efter planen tilbage til John F. Kennedys Plads i 2021. Det bliver selvfølgelig med tobaksæsken og den gamle hilsen samt en ny hilsen fra Eric Bjerregaard fra Bjerregaard og Vigel Pedersen A/S, som skal stå for genopførslen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste