Billede beskrivelse

Royal Run klar med et festfyrværkeri af underholdning

Midtbyen kommer til at summe af aktiviteter og oplevelser til pinsens store løbefest

29. april 2022 kl. 12.07

AALBORG: Der er ikke kun royalt stjernestøv og masser af løb, når Royal Run sætter sit præg på byen 6. juni.

Royal Run er en motionsfest i hjertet af Aalborg, hvor alle kan være med. Den helt særlige Royal Run stemning, skabes også af rammerne i bybilledet, og derfor er der i år gjort ekstra meget ud af underholdningen. Der er et batteri af underholdning i vente for alle, både deltagere og dem der kommer for at følge med. Det skriver DGI Nordjylland i en pressemeddelelse.

Det betyder at midtbyen kommer til at summe af aktivitet og oplevelser, samtidig med at der ude på ruten er masser i vente for deltagerne. I Jomfru Ane Parken spiller DJ Morten fra Funky Friday. Ved Nørresundby Lystbådehan kan Nobelz og Grundlyd opleves. Folk Fellows spiller i Lindholm Strandpark. Den skaldede pædagog står på scenen på aktivitetspladsen på havnen, hvor du også kan prøve kræfter med forskellige former for parasport som f.eks. kørestolbasket.

Skulle der opstå træthed for deltagerne undervejs på ruten, handler det om at lukke ørerne op og suge energi fra musikken - eller en af de mange cheerzones, som sætter standarden for dét at heppe højt og længe.

Sjov for børnene på Nytorv

For de mange børn på familiemile – og alle dem, der kommer for at heppe på far og mor, er der masser af oplevelser i vente på Nytorv. Dagen igennem er der er skøn blanding af Gøgl og gadeshows for hele familien.

Oplev den internationalt anerkendte gadegøgler Dynamike, Det flyvende kuffertcirkus, Cirkus Skunk og Teatergruppen troldrosen. Du kan også få taget et billede med én af Signe Maries flotte Fairywork figurer - hvis du altså kan stå lige så stille som hun gør, imens DJ Kim Kornum sætter gang i fødderne.

Der er lagt i kakkelovnen til endnu en motionsfest af de helt store til Royal Run – og du kan se hele programmet med tidspunkter for de forskellige performers, når det offentliggøres på royalrun.dk

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste