Rikke er stolt af Aalborg

Rikke Nielsen er tidligere professionel håndboldspiller og stifter af LykkeLiga, der er et fællesskab for børn med handicap og deres forældre.

30. november 2017 kl. 08.00

AALBORG: LykkeLiga er blandt de indstillede til Danskernes Idrætspris 2017 og modtager på mandag 4. december homePrisen Publikumsprisen for at gøre en positiv forskel i lokalmiljøet.

Hvis jeg siger Aalborg, hvad får det så dig til at tænke på?

Jeg kommer til at smile med det samme, for det er en by, jeg er stolt af.

Da jeg kom hertil fra Fjerritslev for snart 20 år siden, var Aalborg mest en industriby, siden har byen gennemgået en stor udvikling. Nu har vi blandt andet Nordkraft, Musikkens Hus og Vestre Fjordpark.

Aalborg er en by, der kan rumme store begivenheder, det så vi med DGIs Landsstævne i sommer. Og selv om den idrætsfest er slut, har vi stadig de forskellige pladser, der blev brugt. Det gør, at man kan bevæge sig meget i byen.

Hvilke steder betyder noget særligt for dig?

I gamle dage, da jeg var ung, var det jo nok Jomfru Ane Gade.

Og siden blev det Gigantium på grund af håndbold. Da vores hold rykkede fra KFUM-hallen ind til Gigantium, der kan rumme 5000 tilskuere, var vi noget skeptiske; kunne vi overhovedet fylde så stor en hal? Men det kunne vi jo, og tiden med Aalborg DH er tæt forbundet med Gigantium.

Billede beskrivelse

Hvordan bruger du byens muligheder?

Det gør vi i børnehøjde. Min mand og jeg har tre piger, så vi bruger legepladserne.

Og ved Aalborg Kongres & Kulturcenter er de syngende træer et hit. Vi tager også børnene med på Kunsten, i Zoo eller Leo’s Legeland.

Når vi skal hygge os uden børn, spiser Lars (Rikke Nielsens mand, red.) og jeg på en af de mange gode restauranter i byen.

Vores stam-kaffebar er Behag Din Smag, det er nogle af vores gode venner der ejer den.

Hvad har Aalborg betydet for din håndboldkarriere?

Byen har betydet rigtig meget. Mange prøver lykken i forskellige klubber, men ADH var min klub og Aalborg min by.

Det var her, vejen blev banet til landsholdet og muligheden for at spille Champions League.

Da jeg alligevel spillede en enkelt sæson i Leipzig i Tyskland, følte jeg nærmest, jeg svigtede byen, så det var godt for mig at komme tilbage igen.

For at kunne præstere på holdet, skulle jeg også have et liv og være et helt menneske udenfor. Jeg havde brug for også at være mig og ikke kun håndboldspiller.

At være her i Aalborg gav tryghed og selvtillid, og jeg kunne også godt lide det ansvar, jeg fik udenfor banen, hvor jeg hjalp nye spillere med at falde til.

Billede beskrivelse

Hvilke personer i området betyder noget særligt for dig?

Det er fedt at bo et sted, hvor der ikke er langt til mine forældre i Fjerritslev og svigerforældre i Svenstrup.

Vi har mange venner og et godt netværk. Hvis jeg alligevel skal nævne nogen, så mødte vi nogle af vores allerbedste venner, da vores ældste datter, Magda, blev født med Downs Syndrom.

Vi lærte dem at kende, fordi de har et barn med tilsvarende handicap. Det gør, at man forstår hinanden på en helt særlig måde.

Og nu har vi lavet LykkeLiga sammen, så jeg tænker nogen gange, at der måske alligevel har været en eller anden form for mening med det hele.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste