Rasmus bruger sommerferien i baren
34-årig aalborgenser er vild med at være frivillig på Grøn Koncert
AALBORG: - Vi kan sagtens finde en plads til dig. For her har vi plads til alle.
Den besked fik Rasmus Due for fem år siden, og den blev han glad for. Det er nemlig ikke alle steder, at han får at vide, at der er plads til ham. Han er nemlig ramt af sygdommen Neurofibromatosis Recklinghausen, der har givet ham skoliose.
Men på Grøn Koncert er det ingen hindring, og da 34årige Rasmus Due tilbød sin arbejdskraft som frivillig blev der straks sagt ja tak. Siden har Rasmus hvert år brugt en stor del af sin sommerferie - præcis tolv dage - på at rejse rundt i landet med Grøn Koncert. I alt skal alle de mange tons udstyr stilles op og tages ned i otte forskellige byer.
Første koncert var i Tårnby torsdag, og på søndag rammer karavanen Nordjylland. Mange tusinde vil tage turen ud til Hvorup Kirkevej, hvor koncerten afvikles.