Billede beskrivelse

Pulje sætter skub i fællesskab og fritidsaktiviteter for studerende

Genopstartspakken fra Aalborg Kommune sætter nu gang i Try Out, hvor du kan afprøve en række fritidsaktiviteter helt gratis

07. marts 2022 kl. 14.08
Opdateret kl. 15.37

AALBORG: De sidste to år har der ikke været meget sved på panden og fællesskab rundt omkring i sportshallerne i Aalborg.

Corona har været en stopklods, og mange af os har holdt os hjemme med måsen placeret i sofaen og snuden i en skærm. Men nu lysner det for både fællesskabet såvel som de sunde vaner - især blandt byens studerende.

For nu kan du som studerende igen komme ud og prøve nye aktiviteter af - lige fra roller-derby, selvforsvar, klatring, olympisk vægtløftning - og listen fortsætter.

Konceptet hedder Aalborg Try-Out, og arrangørerne bag er Study Aalborg. Det skriver Aalborg Kommune i en pressemeddelelse.

Konceptet går i alt sin enkelthed ud på, at man som studerende i Aalborg kan komme ud og afprøve forskellige sportsgrene og finde lige nøjagtig dén, der passer til dig.

Det hele sker her i foråret, er ganske gratis og uden tilmelding.

- Vi vil jo gerne styrke fællesskabet for de studerende her i byen. Og vores fritidsliv er et rigtigt godt sted at starte. Det er også en vigtig pointe, at aktiviteterne er arrangeret sådan at man ikke behøver nogen særlige forudsætninger for at være med. Det er for alle, siger Sanne Fremlev, initiativtager til Study Aalborg Try Out og konsulent i fritidsafdelingen i Sundhed og Kultur i Aalborg Kommune.

Konceptet er en del af genopstartspakken, hvor Aalborg Kommune håber at få så mange unge som muligt i gang med de sunde og aktive fællesskaber igen.

- Og så håber vi jo at dem der deltager, også finder hinanden og måske fortsætter i sociale og kulturelle aktiviteter efterfølgende, siger hun.

Genopstartspakken er på i alt 15,5 millioner kroner, og har til formål at få sat skub i by- og kulturliv igen efter den lange coronaperiode, hvor rigtig meget har været nedlukket.

Du kan finde listen over de forskellige aktivitet på Study Aalborgs hjemmeside med flere oplysninger lige her.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste