Prøv det hele gratis: Aalborg Cable Park åbner i dag
Det er ikke en aprilsnar, forsikrer indehaver
AALBORG: Selvom vejret måske ikke liiiiigefrem indbyder til en tur i bajlen i disse dage, kan du alligevel godt begynde at finde det store badehåndklæde frem.
I dag åbner Aalborg Cable Park nemlig, og det bliver en helt særlig åbningsdag af slagsen.
Hele dagen vil der være gratis prøveture på alt. Og tilbuddet er altså ikke en aprilsnar, forsikrer den administrerende direktør for Aalborg Cable Park, William Jelstrup, til aalborg.nu.
- Der er lagt op til, at folk bare skal komme forbi til en hyggedag, hvor de kan prøve de forskellige ting af. Der kommer også til at være grill og sodavand til dem, som kigger forbi, siger han.
Bliver du bidt af vandsporten og det fællesskab, der er omkring Aalborg Cable Park, vil der naturligvis også være mulighed for at blive medlem i Aalborg Cable Park. Men det er ikke et must - alle, også dem der bare vil snuse til vandsport, er velkomne på dagen.
Det skal du huske
Du behøver heller ikke have en masse udstyr for at kunne få gratis prøveture i vandet. Våddragter, redningsveste, hjelm, board og SUP (paddleboard) kan du låne. Det eneste, du skal medbringe, er et håndklæde og badetøj.
- Folk kan se frem til en hyggelig dag i fællesskab med en masse andre mennesker, som elsker vand, siger William Jelstrup og tilføjer:
- Selvom kalenderen melder forår, kan vandet godt være koldt. Derfor tænder vi også op i saunaen, så folk kan komme ind og få varmen bagefter.
Du finder Aalborg Cable Park på Østre Havnepark 16. Der vil være åbent i dag fra klokken 12.00.