Billede beskrivelse

Populær surdejsbager åbner butik i Vestbyen

Se her hvor og hvornår du kan købe det friskbagte brød hos BreadByKaerup

12. marts 2021 kl. 11.43

AALBORG: Boller og brød bagt af surdej, de populære cruffins - eller den franske specialitet canalé?

Det - og meget andet - kan du glæde dig til at sætte tænderne i, når vi i april får et helt nyt bageri på Kastetvej. Manden bag er William Kærup, der i forvejen har stor succes med sine surdejskurser samt pop op-bageri hos La Bottega.

Billede beskrivelse

- Jeg har længe drømt om at få mit eget sted, og jeg er både glad og spændt. Det er en stor ting at stå med ene mand, men jeg har mod på at kaste mig ud i det, og fra mit arbejde som kok er jeg vant til lange arbejdsdage, siger han om bageriet, der deler navn med hans firma, BreadByKaerup.

- Og jeg vil arbejde hårdt på at få en omsætning, der tillader, at jeg får en medarbejder.

Han kalder selv BreadByKaerup for et mikrobageri, og det bliver ikke med 100 procent surdejs-bagværk.

Billede beskrivelse

- Brød, boller og morgenstykker bliver selvfølgelig bagt af surdej, men det låser mig for meget, hvis ikke jeg også har andre ting, siger 25-årige William Kærup.

- Så jeg vil specialisere mig indenfor et mindre område, hvor der også er særlige kager som cruffin og canalé.

Bageriet får adressen Kastetvej 15 - en placering William Kærup kalder for perfekt.

- Den kan ikke være bedre, det er lige på grænsen mellem Vestbyen og midtbyen, og det gør det attraktivt for mig. Her er rigtig meget gå-trafik, både mange studerende og også mange, der skal enten ud mod Vestre Fjordpark - eller ind til byen.

Derudover ligger det kommende bageri ved Vestbyens Station og Plusbus får stoppested lige udenfor.

Billede beskrivelse

Indenfor hos BreadByKaerup bliver der også siddepladser - og rum til at holde de surdejskurser, han fortsætter med, når coranasituationen igen tillader det.

William Kærup regner med at slå dørene op onsdag 21. eller 28. april, åbningstiderne bliver onsdag til og med lørdag - samt søndag i ulige uger.

- Så kan jeg altid holde mere åbent senere, nu skal jeg lige se, hvordan mit bageri bliver modtaget, siger han.

- Det her er min store drøm, som jeg nu fører ud i livet. For mig handler det ikke om at finde millionen men om at skabe en arbejdsplads, hvor både jeg og kommende medarbejdere elsker at gå på arbejde.

Du kan læse mere om BreadByKaerup på hjemmesiden her - der er løbende nyt om både bageri og surdejskurser.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste