Populær lysfest vender tilbage: Aalborg Karneval og AKKC tænder lys i mørket
Ambitionen er at skabe lys og glæde i en mørk tid
AALBORG: Snart kan du igen nyde en smuk lysfest i Kildeparken, når Aalborg Karneval og Aalborg Kongres & Kultur Center gentager succesen fra sidste år.
De fortsætter samarbejdet og inviterer endnu en gang til lysfestival i Kildeparken, når Lys i Mørket vender tilbage 9. - 30. januar 2022. Det skriver AKKC i en pressemeddelelse.
Julelys og nytårsraketter når knap at slukkes, før Aalborgs borgere igen kan lade sig betage af smukke og farverige lysinstallationer. Første udgave af Lys i Mørket fandt sted i december 2020, og blev skabt med ambitionen om at skabe lys og glæde for aalborgenserne i en mørk tid. Den mørke vintertid er desværre endnu en gang præget af restriktioner og aflysninger i kulturlivet, så der er mere end nogensinde behov for lys i mørket.
- Allerede da idéen til Lys i Mørket opstod sidste efterår var det med tanke på at videreudvikle konceptet og gøre det til en årligt tilbagevendende begivenhed i Kildeparken, fortæller Sjaja Haddadi, sekretariatsleder ved Aalborg Karneval.
- Lysfestivalen blev enormt godt modtaget af byens borgere, og det har kun gjort vores ambitioner for samarbejdet større at opleve gæsternes varme modtagelse.
Hvor den første udgave af Lys i Mørket blev afholdt i december, afvikles anden udgave i stedet i januar, der desværre igen i år er præget af restriktioner.
- Januar er den måned, hvor alle julelys slukkes, og udsalg og slankekure starter. Vi har derfor valgt at afvikle Lys i Mørket i januar for at tilbyde byens borgere et alternativ, og bidrage med et smukt og positivt event, i en ellers kedelig måned, siger hun.
- I kan glæde jer til en smukt oplyst Kildepark, hvor der i forhold til sidste år vil være nye lyselementer i alverdens flotte farver.
Også AKKC glæder sig over samarbejdet.
- Vi er så glade for, at vi sammen med Aalborg Karneval fortsat kan give borgerne en oplevelse i vintermørket. Særligt nu når vi desværre ikke må afholde vores øvrige planlagte arrangementer, siger Søren Kabbel Dalgaard, der er teknisk chef i AKKC.
- Vi er taknemmelige for vores gode samarbejde med karnevallet, da vi gang på gang spiller hinanden stærkere, hvad end det gælder Sommer i Kilden, Horror Night eller Lys i Mørket. Selvom vi er to vidt forskellige organisationer, så er vi virkelig et godt makkerpar, der får spændende ting til at lykkes.