Politiker vil drøfte muligheden for at modtage ukrainske flygtninge i Aalborg
Vi skal være på forkant med følgerne af den tragiske situation i Ukraine, mener han
AALBORG: Der er krig i Europa, efter Rusland natten til torsdag invaderede nabolandet Ukraine.
Det har betydet stor trafik ved landegrænserne, da mange ukrainere har set sig nødsaget til at flygte til andre lande for at undgå krigen.
Nu håber Jan Nymark Thaysen (V), rådmand i Aalborg Kommune, at de i byrådet kan være på forkant med den flygtningesituation, der er ved at opstå.
- Vi kan lige så godt komme i gang, for jeg synes ikke, at nabolandene Polen, Moldova og Rumænien skal tage sig af alle flygtningene. Det må vi deles om i Europa, og så kommer det jo også til at betyde, at vi skal være klar i Aalborg, fortæller han.
Han har derfor foreslået en drøftelse af muligheden for at modtage ukrainske flygtninge under punktet eventuelt på det kommende møde i økonomiudvalget, og det har allerede mødt opbakning.
- Lige nu aner jeg faktisk ikke, hvad vi har af muligheder for at tage imod flygtninge i Aalborg, så jeg mener, det er vigtigt, at vi får genbesøgt vores muligheder og gjort status over, hvad vi har af virkemidler, hvis de pludselig står og banker på vores dør, forklarer han.
Han kan både genkalde sig tidligere kriser, hvor Aalborg Kommune har forberedt sig ved eksempelvis at købe ejendom, men også andre tidspunkter, hvor kommunen har været for langsom til at reservere midlertidige løsninger, og nu skal byrådet altså finde ud af, hvordan man bedst sikrer sig gode løsninger, hvis nødstedte fra Ukraine altså finder vej til Aalborg.
- Jeg forestiller mig noget med, at vi reserverer nogle pavilloner eller skurvogne, eller hvad man kalder dem, så vi har nogle løsninger klar, hvis der bliver brug for det.
Mødet i økonomiudvalget finder sted på mandag.