Politiet leder stadig efter vidner: Sådan ser bilen ud
Nordjyllands Politi søger nu efter meget præcise oplysninger om den sorte Golfs færden.
NORDJYLLAND: I forbindelse med politiets igangværende efterforskning af det dybt tragiske fund i Dronninglund Storskov, d. 10. februar 2022, søger Nordjyllands Politi nu efter meget præcise oplysninger om den sorte Golfs færden, som politiet efterlyste vidner til sent i går aftes.
Lederen af politiets efterforskning, vicepolitiinspektør Frank Olsen præciserer den konkrete efterlysning:
- Vi søger efter vidner, der har set denne Golf i Hammer Bakker i tidsrummet fra cirka kl. 06.30 – 07.30 søndag den 6. februar.
- Man skal hæfte sig ved, hvordan nummerpladen ser ud, mærket og formen på bilen. Ring til os på 114, hvis du har set den i Hammer Bakker i det tidsrum – tak for hjælpen, siger vicepolitiinspektør Frank Olsen.
På kortet herunder kan man se, hvor det efterlyste køretøj præcist holdt i det pågældende tidsrum.
Kort status på efterforskningen
Nordjyllands Politi efterforsker fortsat på højtryk i sagen for at kortlægge forløbet før, under og efter – og politiet anmoder – af hensynet til pårørende og efterforskningen – om, at der skabes ro omkring politiets arbejde.
- Vi har et omfattende arbejde foran os – og derfor kan vi heller ikke udtale os om detaljer i efterforskningen. Det er et stort hensyn til de pårørende og til at sikre ro omkring vores efterforskning, siger Frank Olsen.