To mænd anholdt: Sigtet for drab i Mia-sagen
Politiet har endnu ikke fundet den 22-årige Mia Skadhauge Stevn
AALBORG: Nordjyllands Politi oplyser, at de nu har anholdt to nordjyske mænd på 36 år i sagen om den 22-årige Mia Skadhauge Stevn, der forsvandt natten til søndag efter en bytur i Jomfru Ane Gade.
Begge personer er anholdt i dag klokken 11.20 og sigtet for drab. Anholdelserne skete på to adresser i Vendsyssel.
Politiet har modtaget over 400 henvendelser, og i kombination med videomateriale kom Nordjyllands Politi på sporet af de to anholdte.
- Tilsammen har dette intense forløb gjort, at vi i dag kunne skride til anholdelse af to mænd. De sidder aktuelt til afhøring hos politiet, siger lederen af efterforskningen, vicepolitiinspektør Frank Olsen.
Vicepolitiinspektøren oplyser, at politiet i øjeblikket arbejder på to adresser i henholdsvis Østervrå og Flauenskjold.
Formodet gerningsbil fundet
På adressen har Nordjyllands Politi også fundet en bil, de formoder svarer til den, de kunne se på overvågningsbillederne fra Vesterbro i Aalborg, hvor den samlede Mia Skadhauge Stevn op.
Politiet oplyser på deres hjemmeside, at politiet har fundet en bil på den ene af de to adresser, og kalder den 'formentlig identisk' med gerningsbilen.
Mia er fortsat savnet
Politiet har arbejdet i døgndrift siden den unge 22-årige Mia Skadhauge Stevn forsvandt. Og selvom der nu er anholdt to personer i sagen, er Mia Skadhauge Stevn fortsat ikke fundet af Nordjyllands Politi.
Nordjyllands Politi fortsætter den store eftersøgning på de to adresser og retter samtidig en stor tak til offentligheden for henvendelser, der har været medvirkende til, at de kunne skride hurtigt frem i sagen.
- Vi kommer til at arbejde på disse to adresser i lang tid fremover. Vi har et stort efterforskningsarbejde foran os med tekniske undersøgelser, afhøringer, forhøringer og meget mere, siger Frank Olsen.
Nordjyllands Politi kan ikke udtale sig yderligere af hensynet til den igangværende efterforskning og til de pårørende i sagen.