Dødsfald i Aalborg: Nu melder politiet ud
Nordjyllands Politi har onsdag efterforsket intensivt efter fundet af død kvinde
Intet tyder på, at der ligger en forbrydelse bag fundet af en død kvinde på Reno-Nords områder onsdag formiddag.
Det oplyser Nordjyllands Politi onsdag aften kort efter kl. 18 på Twitter efter mange timers intensiv efterforskning ved Reno-Nord samt på en adresse i Nørresundby.
- Der er i politiets undersøgelser ikke noget, der på nuværende tidspunkt tyder på, at der er tale om en kriminel handling. De pårørende til den afdøde er blevet underrettet om det tragiske dødsfald, skriver politiet på Twitter.
Der er ifølge tidligere udmeldinger fra Nordjyllands Politi tale om en grønlandsk kvinde mellem 40 og 65 år.
Kl. 9.41 onsdag formiddag modtog Nordjyllands Politi en anmeldelse om, at kvinden var fundet død på Reno-Nords område på Troensevej 2 i Aalborg Øst.
At politiet foruden Reno-Nord også efterforskede på en adresse i Nørresundby, hvor der også er en renovationsvirksomhed, skyldes ifølge efterforskningslederen, politikommissær Carsten Straszek, at der var blevet flyttet en container fra Reno-Nord til adressen til adressen i Nørresundby - at politiet ikke ville risikere, at noget bliver brændt, før årsagen til dødsfaldet var kendt.
Det er den tilsyneladende nu, og alt peger som sagt på, at der intet kriminelt er sket i forbindelse med dødsfaldet.