Billede beskrivelse

Politi får hjælp af heste

Hestepatruljerne er ikke kun til pynt. De er klar til at løse politiopgaver, hvis der bliver behov for det

22. juni 2023 kl. 17.24

AALBORG: Nordjyllands Politi er hårdt spændt for i disse dage, hvor der er masser af idrætsaktiviteter i Aalborg.

Men Nordjyllands Politi har fået hjælp fra to noget anderledes patruljer. Fire politiheste - med ryttere naturligvis - er nemlig kommet politiet til undsætning.

Hestene vil være indsat i midtbyen, hvor de rider sammen to og to.

Politihestene hører under Ryttersektionen ved Københavns Politi, men udfører opgaver i hele landet, og derfor er de kommet til Aalborg i forbindelse med DM-ugen, hvor sportsfolk fra hele landet er valfartet til byen i kampen for at blive danmarksmester i netop deres sportsgren. 

Sidste år var politihestene også på opgave i Aalborg.

Fuldt udstyret og godt udsyn

Og de to hestepatruljer er klar til at træde til, hvis der bliver behov for det, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Mogens Hougesen. 

- De kan deltage i opgaver, hvor det passer ind, siger han og fortæller, at betjente er fuldt udstyret med magtmidler og radio.

- De har et godt udsyn fra hesteryggen og har den fordel, at de kan bevæge sig rundt i de små gader, hvor vi har svært ved at komme frem med patruljebiler eller motorcykler, siger vagtchefen.

- Så er de ikke kun til pynt, understreger han. 

Hestene er i Aalborg fra torsdag til og med søndag, hvor de to på forskellige tidspunkter vil være på patrulje i midtbyen.

DM-ugen giver ekstra politiopgaver med blandt andet at holde styr på trafikken og spærre gader af til eksempelvis cykelløb.

Se også
Sjældent syn i Nordjylland: Politi patruljerer til hest
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste