Politi-aspiranten Joey fejres på Facebook
Et overordentlig nuttet medlem af politikorpset i Nordjylland har modtaget hilsner fra nær og fjern
Torsdag 31. august bragte Nordjyllands Politi en vigtig besked på Facebook. En af deres yngste kolleger rundede nemlig en vigtig milepæl: sin et års fødselsdag!
Lykønskningerne er strømmet ind på Facebook-opslaget, både fra landets øvrige politikredse, hunde-glade nordjyder og andre schæfer-ejere.
Joey, som den firbenede fødselar hedder, er stadig under oplæring, men snart skal han op til den prøve, som skal bestås, før han må begynde at løse politiopgaver.
Joeys "far" og fører beskriver ham som frisk, ivrig og modig; alle vigtige egenskaber for at blive en god politihund.
- Han elsker rundering, sporarbejder, som han bliver bedre og bedre til, men han og jeg har bestemt også meget at lære endnu, før vi med ro i sindet kan sige, at vi er klar til godkendelsen, fortæller Joeys "far" i opslaget på Nordjyllands Politis Facebook-side, og tilføjer, at Joey også til tider giver ham grå hår, når de ikke lige 'snakker samme sprog'.
Til daglig er Joey familiehund hos sin hundefører, som med glæde ser frem til, at Joey en dag kan være kollegaerne i kredsen behjælpelig med at løse politiopgaver.