Billede beskrivelse

Poder vil redde lokalt testcenter: - Jo flere vi poder, jo større chance er der for, vi bliver

Kan man sørge for, at det lokale testcenter ikke lukker, hvis man besøger det ofte?

04. februar 2022 kl. 07.00

NIBE: Kom frisk og tag gerne naboen med!

- Jo flere vi poder denne her uge, hvor man kigger på efterspørgslen, jo større chance er der for at vi får lov at blive lidt længere.

Sådan skrev en poder på Falck Testcenteret i Nibe i en lokal gruppe for borgere i byen, og det fik blandede modtagelser.

Nogle mente, at det var en god sag, fordi der ellers ville være for langt at køre til de øvrige teststeder i Aalborg og omegn, mens andre indvendte, at det koster skattepenge at opretholde et testcenter, som måske i realiteten ikke benyttes så meget.

Billede beskrivelse

Liza Abildskou er personen bag opslaget. Hun blev overrasket over den drejning debatten i kommentarfeltet tog, og derfor valgte hun at tage det ned igen.

Hun forklarer, at hun mente det som en borgerservice til beboerne i Nibe - at testcenteret stadig er åbent, selvom restriktionerne forsvandt.

- Jeg ville fortælle folk, at vi er her endnu, vi holder åbent og at der ikke er kø, fortæller hun.

På testcenteret oplever hun, at der især er mange ældre som sætter stor pris på den korte afstand og trygheden ved at være på et lille lokalt teststed, og derfor håber hun, at der bliver ved med at være teststeder i de små lokalområder.

- Men spillereglerne i jobbet her er jo, at vi ikke har vagter lagt ud i fremtiden, fordi vi ikke ved, hvornår der bliver skaleret ned og skaleret op - og det er ikke noget, vi blander os i.

Mange teststeder skal lukkes

Når kalenderen viser den 7. februar skal testkapaciteten sættes ned til 40 procent som følge af de ophævede restriktioner og coronapassets udfasning, som nu fører til en markant lavere efterspørgsel på test. Det får vi at vide, da vi ringer til Falck.

Så nu skal slaget stå: Hvilke testcentre får lov til at blive, og hvilke bliver lagt ned.

Nogle podere har stadig et job efter 7. februar, mens andre må søge nye græsgange. Og nogle borgere skal for fremtiden køre længere efter en gratis testmulighed.

Hos Falck bekræfter de, at antallet af besøgende har betydning for, hvilke teststeder, der fortsat kommer til at være åbne, men det handler først og fremmest om geografisk spredning.

- Vi kigger selvfølgelig ind i tallene både for denne uge, men også for den seneste måned. Og så er det klart, at de nyeste tal vægter højest, fortæller Dennis Abildgaard, som er underdirektør i Falck Ambulance. Det er ham, der står med ansvaret for Falcks covid-indsats i Midt- og Nordjylland.

- Men vi kigger også på den geografiske spredning, så man i hele landet har mulighed for at få en test uden at skulle køre for langt, lover han.

Han fortæller også, at det ikke er planen, at testcenteret i Nibe bliver lukket ned i denne omgang, og han fraråder også, at man lader sig teste på centeret i håb om, at det bliver.

- Vi kigger på de overordnede tal, for at se, hvad der er brug for.

- Vi kan se allerede, at 1. februar (hvor restriktionerne ophørte red.) var der væsentligt færre besøgende i testcentrene, og hvis det tal fortsætter med at falde, så kommer vi selvfølgelig til at lukke endnu flere centre ned, forklarer han.

Det er ikke Nibes teststed der lukker på søndag, men det gør et af de andre steder i Aalborg Kommune. Det skrev vi denne artikel om for nylig.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste