Penge fra genbrug til udsatte
Kommunens genbrugsbutik fik overskud på knap 300.000 kr., som er delt ud til 12 organisationer
AALBORG: Igen i år uddeler Aalborg Kommunes Genbrugsbutik GPS’en sit overskud til 12 sociale og humanitære organisationer i Aalborg. Overskuddet fra sidste år er næsten 300.000 kr.
Næsten alle typer af varer ryger over disken i Aalborg Kommunes Genbrugsbutik GPS’en på Sundsholmen. Sortimentet rækker lige fra brugte møbler, tæpper, billeder og lamper til brugskunst og isenkram.
GPS’en er et projekt, der hjælper ledige tættere på arbejdsmarkedet. De ledige står for sortering og salg af de ting, som borgere indleverer til genbrugsbutikken på Aalborg Kommunes genbrugsplads på Sundsholmen.
Projektet er et samarbejde mellem Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen og Miljø- og Energiforvaltningen. Derfor var det rådmændene for de to forvaltninger, Mai-Britt Iversen og Lasse P. N. Olsen, der overrakte pengene ved en ceremoni på Det Gamle Rådhus.
Hvert år går overskuddet ubeskåret til en række organisationer. I år har forvaltningerne i samarbejde med de ledige i GPS’en valgt 12 organisationer, som skal dele overskuddet.
De 12 organisationer er i år:
Reden - gratis og anonym rådgivning til kvinder og mænd, der har haft sex for penge eller tjenester. BROEN - støtte til børn, så de kan deltage i foreningslivet og kulturelle tilbud. Børnenes Kontor - arrangerer ferieophold for børn, der af sociale eller økonomiske årsager trænger til et ferieophold. Børns voksenvenner i Aalborg - skaber venskaber mellem sårbare børn og ressourcestærke voksne. Nordjysk Fødevareoverskud - uddeler overskudsmad til socialt udsatte, sociale organisationer og asylcentre. Fødselsdagskompagniet - planlægger og afholder børnefødselsdage sammen med familier, der ikke har overskud til at løfte opgaven selv. Frirummet - samvær og sociale aktiviteter for psykisk sårbare mellem 18 og 35 år. Hjerterummet - mad og aktiviteter for misbrugere, psykisk sårbare, ensomme og udsatte mennesker. Kirkens Korshær, Aalborg - hjælper mennesker med sociale problemer Skyggebørn - samtalegrupper, hvor børn får hjælp til at sætte ord på følelser og møder andre i samme situation. Elsk Aalborg - arbejder på at gøre Aalborg til en by, hvor venlighed, hjælpsomhed og gæstfrihed er synlig og tilgængelig for alle. Ventilen, Aalborg - mødested for unge med psykiske problemer.