Patryk kom tæt på drengedrømmen
BLOKHUS: Ni-årige Patryk Bielinski fra Vodskov drømmer om at blive pilot, når han en gang er færdig med skolen. Så han var selvfølgelig i Blokhus søndag eftermiddag, da den brede sandstrand for 10. gang blev omdannet til flyveplads og et sandt paradis for flynørder fra både ind- og udland.
Succesen var i hus, allerede inden Fly-In, som begivenheden kaldes, begyndte. Da det første fly landede på stranden kl. 12.30 strakte bilkøen mod Blokhus sig helt til Pandrup.
Begejstrede kommentatorer
Imens landede flyene på stranden og parkerede, mens det hele blev kommenteret af Aalborg Stadions speaker Lars Bech og hans medkommentator Svend Enghammer. De to kommentatorer havde gravet dybt i flyhistorien og øste af viden om både fly og piloter. De var især begejstret for de gamle KZ-fly fra dengang, hvor der blev produceret fly i Danmark.
Patryk Bielinski havde mor ved hånden – og var mindst lige så begejstret som Bech og Enghammer for de mange fly.
- Det er et fantastisk arrangement. Jeg vil gerne være pilot – og her kan jeg både få lov til at røre ved maskinerne og snakke med piloterne, fortalte han.
Det blev også til en tur i cockpittet på den gammel Draken-jager, som en flok veteraner fra Karup havde medbragt.
- Det var altså temmelig sejt at sidde der i pilotsædet. Det er helt sikkert min fremtid, bekendtgjorde Patryk og vendte tomlen op som en rigtig pilot.
10.000 besøgende
Fly-in er arrangeret af Erhvervsforeningen Destination Blokhus – og her var der stor tilfredshed med arrangementet.
- Alting klappede. Vejret var med os. Det blæste næsten ikke, det holdt tørvejr, og det var heller ikke for varmt, fortalte Jannie Ratke O'Connor fra arrangørerne, da det hele var forbi.
- Vi anslår, at der var mindst 10.000 besøgende på stranden. Begejstringen var helt i top, da vi fik besøg af to F-16 jagere i luften over Blokhus. Det var dagens store overraskelse til publikum – og det tog kegler.
Det var 10. gang, at der var Fly-in i Blokhus. Traditionen blev grundlagt i 2014, da Blokhus fejrede 400 års jubilæum, og siden har Fly-in trukket masser af fly og besøgende til badebyen. Der deltog 19 fly i årets Fly-in – foruden de to F-16 jagere, der dog ikke landede på stranden.