Påsken er dyr for trængte familier - varehus giver overskudsmad væk
Bilka og Nordjysk Fødevareoverskud går sammen om at hjælpe
AALBORG: I påsken samles mange familier rundt om frokostbordet med masser af god mad. Men det er ikke alle, der har råd til det. Mange oplever, at højtider som påske kan være en uoverskuelig udgift.
Derfor donerer Bilka Skalborg igen i år overskudsmad og -varer til udsatte familier i Nordjylland gennem Nordjysk Fødevareoverskud. Det skriver Bilka i en pressemeddelelse.
Bilka og Nordjysk Fødevareoverskud har i flere år haft et samarbejde om frugt og grønt. Og som noget nyt er samarbejdet blevet udvidet, så Nordjysk Fødevareoverskud også kan få kolonialvarer og afhente frugt og grønt i weekenden.
- Vi oplever, at der kommer flere og flere familier til os, og lige nu er efterspørgslen efter vores kasser desværre så stor, at vi ikke har nok varer til alle. Derfor må vi henvise folk til at komme dagen efter, hvor de så er sikret en kasse, siger Bente Schjødt, kontaktperson for Nordjysk Fødevareoverskud.
Ukrainske flygtninge kan også få
- Vi hjælper også med meget mad til ukrainske flygtninge. Både til familier, der selv finder hen til os, men også gennem frivillige, der henter overskudsmad hos os og kører til de forskellige opholdssteder. Derfor er vi meget glade for, at vi nu udvider samarbejdet med Bilka Skalborg, så vi kan hjælpe endnu flere, siger Bente Schjødt.
Søren Brunsgaard, der er varehuschef i Bilka Skalborg, er meget tilfreds med, at butikkens overskudsmad og -varer går til et godt formål. Både fordi samarbejdet med Nordjysk Fødevareoverskud er med til at mindske madspild, men særligt fordi varerne kommer andre til gode.
Bilka donerer både varer, der har udløbsdato i lukkedagene omkring påske, og varer, de vurderer, de ikke kan nå at få solgt.
Her hos Nordjysk Fødevareoverskud kan du læse mere om udlevering af overskudsmad.