På med støvmasken: Nu begynder vejarbejde i Østerågade
Kørebanen skal gøres klar til Plusbus og brydes op mellem Bispensgade og Toldbod Plads
AALBORG: I formiddag begynder opbrydningen af kørebanen i Østerågade forud for etableringen af den kommende Plusbus-bane. Det er strækningen mellem Bispensgade og Toldbod Plads, der er berørt.
Arbejdet begynder klokken 9 og varer indtil 16.30, og det samme gælder fredag. Derefter bliver der på hverdage arbejdet mellem klokken 7 og 18, og det kan ikke undgås, at der i perioder vil være både støj, støv og vibrationer, oplyser Aalborg Kommune.
Under arbejdet er Østergade spærret for gennemførende trafik fra både nord og syd, men der vil dog være adgang for beboere, erhvervsdrivende og varekørsel. Er du til fods eller på cykel har du også mulighed for at passere arbejdsområdet i hele anlægsperioden.
Bustrafikken omlægges med omkørsel via Vingårdsgade og Vesterbro, hvilket betyder, at stoppestedet Østerågade ikke kan benyttes. I stedet vil stoppestederne Vingårdsgade og Vesterbro blive betjent.
Anlægsarbejdet varer indtil begyndelsen af oktober, og når det hele er færdigt, tillades kun ærindekørsel i Østerågade samtidig med at hastigheden nedsættes til 30 km/t.
Der vil også køre færre busser, idet busholdepladserne i nordenden af Østerågade nedlægges og erstattes af Plusbus-stationer ved Nytorv.
Den samlede Plusbus-strækning er på 12 kilometer og går fra Væddeløbsbanen gennem midtbyen til det nye Aalborg Universitetshospital. Strækningen forventes at åbne i 2023.