Overskud fra Aalborg Minigolf går til børns trivsel
Stor pris uddelt i Musikkens Hus i denne uge
AALBORG: Aalborg Minigolf på Skydebanevej fylder i år 75 år, og i anledning af jubilæet uddelte Y's Mens Club Aalborghus forleden en stor pulje penge til et velgørende formål.
Minigolfbanen har rundet millionen i omsætning, og det valgte klubben at markere ved at uddele en særlig jubilæumspris på 100.000 kroner til en organisation, der gør en særlig indsats for børn og unge.
Tre organisationer var nomineret som prismodtagere, men valget endte med at falde på Foreningen Grønlandske Børn. Foreningen arbejder for at skabe konkrete fællesskaber for både børnene og deres forældre, så intet barn lades i stikken.
De 100.000 kroner blev overrakt til foreningen ved en festlighed i Musikkens Hus under overværelse af repræsentanter fra Aalborg by, Folketinget og regeringen.
De to andre organisationer, der var nomineret, var Broen Aalborg, hvis formål er at støtte socialt udsatte børn og unge samt Social Sundhed Aalborg, hvis primære indsats består i at ledsage og støtte sårbare og udsatte mennesker til deres aftaler i sundhedsvæsenet.