Over 100 nye boliger og ny Lidl

Stort område ved Tornhøjgård bebygges efter sommerferien

18. november 2017 kl. 13.52

AALBORG: Langt over 100 nye boliger samt en Lidl butik er på vej i Aalborg Øst.

Det er på den store grund, hvor Tornhøjgård lå.

På grunden er der lige nu ved at blive opført 32 boliger til udviklingshandicappede. Efter sommerferien næste år tage Himmerland Boligforening fat på opførelsen af godt 100 nye boliger.

- Det bliver en blanding af små lejligheder og familieboliger, fortæller direktør Ole Nielsen, Himmerland Boligforening.

Desuden skal der i området opføres 20 private boliger. Det er boliger, som skal opføres af en privat bygherre og som derefter enten sælges eller udlejes.

- Men et privat byggeri får vi netop det sociale mix, vi gerne vil have, siger Ole Nielsen.

Desuden skal der opføres en Lidl-butik. I forbindelse med butikken skal der etableres en cafe. Oven på Lidl-bygningen skal der også etableres boliger.

Endelig bliver der også plads til en lille bypark.

I følge Ole Nielsen er det lidt usikkert hvor mange boliger, der skal bygges. Det skyldes, at hele byggeprojektet et sendt i et fællesudbud.

- Vi har en bestemt sum penge til vores boliger, og så må vi se hvor mange, vi kan få for pengene, siger Ole Nielsen.

Han tilføjer, at otte har budt ind på projektet. I første omgang er fire valgt ud til at gå videre.

Ole Nielsen mener, at selve arbejdet med de ny boliger kan gå i gang efter sommerferien.

- Det bliver et fantastisk område lige ved Astrupstien, hvor de førerløse busser skal køre, siger Ole Nielsen.

Lidl bekræfter, at der skal bygges en ny butik i området, men kan ikke på nuværende tidspunkt sige noget om størrelse m.v., fordi der endnu ikke er indgået en aftale om projektet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste