Billede beskrivelse

Ordkraft vender tilbage efter to års pause

Festivalen afholdes tre dage i april - og du får et stjernespækket program

10. marts 2022 kl. 13.29
Opdateret kl. 13.47

AALBORG: Når dørene går op til årets Ordkraft-festival, og kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen holder åbningstalen, venter der tre tætpakkede og forrygende dage i Nordkraft i Aalborg. '

Læseglade gæster kan se frem til, at Ordkraft iscenesætter og italesætter ord og litteratur, der favner alt fra forståelsen af den verden, vi kommer fra, til forestillingen om en ny verden.

Årets vinder af De Gyldne Laurbær, Thomas Korsgaard, får følgeskab af stærke danske forfattere, musikere og skuespillere som Svend Brinkmann, Jussi Adler-Olsen, Anne-Cathrine Riebnitzsky, Christian Jungersen, Sonja Oppenhagen, Anne Dorte Michelsen, Kim Faber og Janni Pedersen.

Man vil i løbet af de tre dage kunne møde over 80 forfattere på festivalen.

Der vil også være mulighed for at opleve fremragende udenlandske repræsentanter på scenen - heriblandt den populære norske forfatter Anne B. Ragde og stjernefrøet Helga Flatland.

- Vi er glade for at være tilbage stærkere end nogensinde, siger Ordkrafts formand, Per Lyngby i en pressemeddelelse fra Aalborg Bibliotekerne.

- Det fortjener vores dedikerede publikum, som nok holder af at læse eller lytte til en god bog, men som så sandelig også sætter stor pris på det fællesskab med forfatterne, som vi skaber.

Nye tiltag på Ordkraft

Gæster kan også glæde sig til at opleve en række nye tiltag på Ordkraft. Blandt andet en liveopførsel af hørespillet "Chancevask" med Søs Egelind, Thomas Levin og Tobias Leander bag mikrofonerne - eller guidede fælleslæsninger rundet af med et forfattermøde.

Dyre-ekspert og biolog Anders Kofoed inviterer børnefamilier med på jagt efter dyrenes superkræfter, og der vil være legestationer med fokus på dyr, superkræfter og bevægelse.

Det fulde festivalprogram er klar på Ordkrafts hjemmeside ord-kraft.dk, hvor der også er mulighed for at sammensætte sit eget program. Her kan man allerede nu læse mere om de mange medvirkende og arrangementer på Ordkraft og købe billetter.

Hvis man køber en partoutbillet, får man tre dage til to dages pris. I år er der desuden en særlig god pris til studerende, skriver de i pressemeddelelsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste