Orange Dage: Aalborg står sammen mod vold mod kvinder
AALBORG: Aalborg Zontaklub har igen i år taget initiativ til, at byen deltager i den globale kampagne Orange Dage, som er en del af FN's indsats mod vold mod kvinder. Kampagnens åbning fejres med taler fra Europaminister Marie Bjerre og Aalborgs borgmester, Lasse Frimand Jensen.
Den 25. november markerer verdenssamfundet FN’s dag for afskaffelse af vold mod kvinder, en påmindelse om et problem, der fortsat påvirker én ud af tre kvinder globalt.
Denne dato markerer samtidig begyndelsen på FN’s 16-dages kampagne ’Orange Dage’, som slutter den 10. december, dagen for FN’s menneskerettighedserklæring. Kampagnens karakteristiske orange farve symboliserer håbet om en lysere fremtid uden vold mod kvinder og piger.
I Zonta er initiativet kendt som ’Zonta Says NO To Violence Against Women’, og i Danmark kaldes kampagnen ’Orange dage’. Denne bevægelse opfordrer regeringer, organisationer og individer til at støtte initiativer, der aktivt modarbejder voldens rødder.
Ved at stå sammen internationalt bidrager vi til en fremtid, hvor kvinder og piger kan leve uden frygt for vold og diskrimination.
- Det er andet år i træk, vi deltager i kampagnen i Aalborg. I år byder programmet på en lang række aktiviteter med mange samarbejdspartnere, herunder Aalborg Krisecenter, Reden Aalborg, Fokus Folkeoplysning, Aalborg Selvforsvar & Ju-jitsu Klub, Tryg Aalborg, Kunsten, Biffen, Folkeuniversitetet Aalborg, Center for Voldsforebyggelse og Bydelsmødrene. Aalborg bliver simpelthen orange, udtaler klubpræsident Henrietta Haukrogh.
I løbet af de 16 kampagnedage vil der være paneldebatter, foredrag, filmvisninger i Biffen og udstillinger. Aalborgtårnet og flere andre bygninger og pladser bliver belyst i orange, og statuer som Gåsepigen iføres orangefarvet tøj.
Kampagne materiale vil blive opsat rundt i byen, og kampagnens budskab vil blive delt på sociale medier gennem hele perioden.
Kampagnen starter officielt med et åbnings arrangement i Kedelhallen i Nordkraft den 25. november.
Forud for dette, den 19. november, vil Aalborg Katedralskole afholde en undervisningsdag, hvor 280 elever arbejder med FN's verdensmål nr. 5 om ligestilling mellem kønnene, og resultaterne af deres indsats vil blive udstillet under kampagnen.
Henrietta Haukrogh fremhæver, at kampagnen nyder stor støtte fra Aalborg Kommune, andre frivillige organisationer samt fonde som Lykkebo Fonden, Spar Nord Fonden og Melsen Fonden.
Zonta arbejder for at skabe et bedre liv for kvinder og piger med FN’s verdensmål nr. 5 som ledestjerne. Zonta Internationals projekter drives i partnerskab med FN og andre førende NGO’er, og organisationen har konsultativ status i Europarådet.
Zonta omfatter cirka 27.000 medlemmer fordelt på 67 lande, alle dedikeret til at fremme kvinders rettigheder og skabe tryghed og muligheder for kommende generationer.