Oplyste luciabrude padler langs havnefronten
Arrangørerne håber, at anderledes optog på padleboards bliver en ny fast tradition
AALBORG: Juletiden er fuld af gratis fornøjelser, og 13. december kan du opleve en særligt spektakulær en af slagsen. Dagen er nemlig kendt som luciadag, hvilket vil sige, at det vil myldre med luciaoptog i snart sagt alle daginstitutioner, skoler, plejehjem og kirker.
Og i Aalborg bliver selv den mørke og vinterkolde Limfjord lyst op på luciadagen, når medlemmer af Aalborg Friluftsliv og Bevæg Dig For Livet - Kano, Kajak og SUP sejler i optog langs havnefronten. Det sker på en blanding af almindelige paddleboards og de såkaldte Mega SUP-boards, der kan bære fire-seks personer ad gangen.
Viklet ind i lyskæder
Deltagerne i optoget padler ud fra Vestre Fjordpark klokken 17 viklet ind i batteridrevne lyskæder og med luciakroner på hovedet. Det bagerste board trækker en tømmerflåde efter sig med en soundboks, som spiller den velkendte luciasang "Nu bæres lyset frem".
- Vi håber, at det vil sprede en stemning af julehygge over fjorden, siger kasserer Jens Fischer fra foreningen Aalborg Fritidsliv. Han er med til at arrangere det utraditionelle optog.
- Vi håber også, at det kan være med til at vise, at Stand Up Paddle ikke behøver at være forbundet med badebukser og høj sol. Vi kan faktisk have vandaktiviteter langt ud på sæsonen, tilføjer han.
Skal være rigtigt klædt på
I betragtning af årstiden kan optoget dog blive en rå og kold omgang for deltagerne, så Aalborg Fritidsliv vil hjælpe medlemmerne med at få det rigtige tøj på. Er det nødvendigt at låne sig frem til udstyr, hjælper foreningen gerne med det.
- På grund af kulden vil det bedste være at iklæde sig en seks-syv millimeter tyk neoprendragt, og har man kun en standarddragt, er det nødvendigt at have et underlag af uld samt en windbreaker udenpå. Vi hjælper deltagerne med at få styr på det, siger Jens Fischer.
Han tilføjer, at vejret dog, trods påklædningen, godt kan ende med at blive så ubehageligt, at optoget ikke kan gennemføres som planlagt. Det sker for eksempel, hvis det blæser mere end fem meter i sekundet, hvis der er snefygning eller hvis der er meget strøm i vandet.
- I sådan et tilfælde vil vi i stedet tage et par ture inde i friluftsbadet. Det er vores plan B, fortæller Jens Fischer.
En ny tradition er født
Der har før været sejlende luciaoptog på Limfjorden med kanoer og kajakker, men Aalborg Friluftsliv ser gerne, at optoget på paddleboards og SUP-boards bliver en ny fast tradition.
- Der er stor opbakning til det i foreningen. Vores medlemmer synes, at det er en rigtig hyggelig event, som de gerne vil gentage. Så jeg er sikker på, at vi laver det igen næste år, siger Jens Fischer.
Luciaoptoget sejler ud fra Vestre Fjordpark klokken 17 og når forbi Aalborg Havnefront, før paraden sejler tilbage klokken 19, så paddleboarderne kan få varmen med fælles aftensmad og æbleskiver.