Billede beskrivelse

Øv! Nordjyllands bedste bageri ligger ikke længere i Aalborg

Sidste år løb Vejgaard Bageri med titlen som Nordjyllands bedste bageri

28. oktober 2021 kl. 12.08
Opdateret kl. 13.06

AALBORG: Sjældent har en afstemning været så nervepirrende, for det stod tæt - rigtig tæt - lige til det sidste. Men nu er det altså officielt: Nordjyllands bedste bageri er ikke længere at finde i Aalborg.

Sidste år var det Vejgaard Bageri på Hadsundvej, der løb med den fine titel hos OpdagDanmark og de meget lange køer foran butikken morgen efter morgen vidner om, at bageriet bestemt er populært.

På den måde ændrer det næppe på noget for det aalborgensiske bageri, at vi nu skal lidt længere sydpå for at finde det bedste bageri i Nordjylland - i hvert fald, hvis vi skal tro på OpdagDanmarks brugere.

Det er nemlig Hobro Brød i - ja, du gættede det - Hobro, der løb med flest af brugernes stemmer.

Hobro Brød vandt med 2287 stemmer, mens Vejgaard Bageri fik 2192, så tættere kan det næsten ikke blive.

Selvom bageriet mister titlen som Nordjyllands bedste bageri, beholder de titlen som Aalborgs bedste bageri.

Flere andre aalborgensiske bagerier som bl.a. BreadbyKaerup, Surdejsbageren, Penny Lane og Guldbageren i Vestbyen var også nomineret i konkurrencen. Ingen af dem var dog helt oppe og blande sig med de bedste i toppen.

Hvert år kårer OpdagDanmark Danmarks bedste indenfor kategorier som bedste bageri, pizzaria, burger og ishus.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste