Obels billardbord flytter til Polen
Glad polak købte det gamle mahognibord for 14.000 kr.
AALBORG: Det fine mahogni-billardbord, som har tilhørt Astrid og Frederik Obel i Obels Hus på Hasserisvej, er ikke længere på danske hænder. På auktionen hos Aalborg Auktionshus blev det solgt til en polak.
- Det var en professionel opkøber, som købte billardbordet via telefonen. Om han selv vil beholde det, eller han har købt det med henblik på videresalg, ved jeg ikke, fortæller auktionsleder Peter Sams.
Billardbordet, der er fra slutningen af 1800-tallet og fremstillet i Hamborg, blev solgt for 14.000 kr. plus salær.
- Selvfølgelig kan man godt ærgre sig over, at billardbordet med den historie, der er knyttet til det, nu er i udlandet, siger Peter Sams.
Der har været en pæn interesse for bordet, men det var som om interessen forsvandt lidt, da vi kom til auktionen, lyder det fra auktionslederen.
- Men polakken, som købte bordet, var meget glad, tilføjer han.
Peter Sams siger, at han nok havde håbet på bud, der var lidt højere end de 14.000 kr. Men i følge Peter Sams er mahogni-møbler ikke i høj kurs her i landet lige nu. Derimod er bl.a. polakker glade for de mørke træsorter.