Nyt Vesterbro-hus på vej: Se her, hvordan det kommer til at se ud
Slidt karré på hjørnet af Jens Bangsgade og Vesterbro forsvinder til fordel for nyt byggeri, der passer bedre ind
AALBORG: En af de mest centrale bygninger i Aalborg er på vej væk. Bygningen, der blandt andet rummer VR Byen, systuen Saigon og Anni Optik og har facader mod både Jens Bangsgade og Vesterbro, skal nemlig rives ned og erstattes af et nyt byggeri i fem etager.
Samtidig rykkes der også lidt rundt på de eksisterende byggefelter, og derfor er sagen netop blevet behandlet i by- og landskabsudvalget, hvor man er enige om at give dispensation til at overskride et hidtidige byggefelt og etageantal.
- Byggeriet holder sig egentlig indenfor lokalplanens bestemmelser, men det går lidt ud over de byggefelter, der er i dag, forklarer rådmand Jan Nymark Thaysen (V).
Han tilføjer, at sagen derfor først og fremmest er sat på dagsordenen som et eksempel på, hvilke nedrivninger politikerne i udvalget skal give tilladelse til, og hvilke der kun kræver embedsværkets godkendelse.
- Men vi er sådan set også enige om, at den fortolkning og det, der kommer til at ske efterfølgende, bliver rigtig, rigtig flot. Især ud mod Vesterbro, siger rådmanden.
Den planlagte bygning, der både kommer til at rumme boliger og butikker, bliver ikke højere end nabobygningen på Vesterbro 89, og ud mod Jens Bangsgade trækkes byggeriet lidt tilbage og nedtrappes gradvist i etagehøjden, så den respekterer højden af tagryggen i Jens Bangsgade 6.
- Det eneste man gør, er sådan set at rykke lidt rundt, så der bliver noget, der kommer til at gå ud over det oprindelige byggefelt. Men man piller så også noget andet ud, så man flytter lidt rundt på opfyldningen af byggefelterne. Så det vil nok være sådan en sag, vi fremover vil lade embedsværket om at godkende, uden den behøver komme for udvalget andet en som en orientering, forklarer Jan Nymark Thaysen.
Byggeriet har allerede været i nabohøring, og her var der heller ikke nævneværdige indsigelser - bortset fra, at man ikke ønsker, at der blive indkørsel fra Jens Bangsgade, da det vil ødelægge den hyggelige tovegade, der er i dag.
- Derfor fastholder man, den ind- og udkørsel, der i dag er fra Vesterbro. Så planen er justeret, og de indsigelser, der har været er, faktisk blevet imødekommet, påpeger Jan Nymark Thaysen.
Han tror derfor også selv, at det ny byggeri bliver en væsentlig forbedring i forhold til den meget nedslidte karré, der er der i dag. Blandt andet fordi, der er lagt op til en bygning i røde mursten med en kobberbeklædning - eller i hvert fald noget, der ligner - som afslutning på den tilbagetrukne 5. etage, ligesom det ses på en del af det eksisterende funkis-byggeri på Vesterbro.
Bygherre på projektet, der er tegnet af Bjørk & Maigaard, er PR Ejendomm. Men hvilke butikker, der kommer i stueetagen - og om der eventuelt bliver plads til nogle af dem, der er der i dag - ved Jan Nymark Thaysen ikke.