Nyt skole- og pasningstilbud til ukrainske børn
Aalborg Kommune slog i dag dørene op til Solsikken, der skal sikre ukrainske flygtningebørn en god og tryg start i Danmark
AALBORG: Omkring 23 børn af ukrainske flygtninge mødte her til morgen op på et spritnyt skole- og pasningstilbud i Kjellerupsgade i Aalborg.
Her skal de gå i skole eller børnehave/ vuggestue indtil de er blevet så gode til sproget, at de kan starte i en dansk skole. Og det er der en fornuftig grund til fortæller børne- og ungerådmand Morten Thiessen (K).
- Indtil videre har vi haft en ide om, at det er vigtigt at sørge for at holde dem samlet, fordi de kommer hertil med den samme baggrund og de samme oplevelser. Men også fordi vi ellers ville have relativt store problemer med at skaffe folk, der kan tale det sprog, der skal tales, for at de kan forstå os, forklarer han.
Skole- og pasningstilbuddet, der her fået navnet Solskikken, er rykket ind i den tidligere skole i Kjellerupsgade. For her er der god plads, selvom man endnu ikke ved, hvor mange børn det på sigt kommer til at dreje sig om.
- Der kan være et par hundrede børn, og det kan meget vel også ende med, at det er så mange der kommer, selvom vi nok forventer, at de dukker op lidt drypsvis, siger Morten Thiessen.
Han tør ikke sige, hvor lang tid tilbuddet kommer til at stække over eller om der er en øvre grænse for, hvor meget det må koste.
- Nu må vi se, hvor langvarig den her konflikt bliver. Det bedste ville jo være, hvis krigen holdt op meget hurtigt. Fo hvis hvis det strækker sig til den anden side af sommeren, så har vi jo en anden situation, forklarer han.
Børnene i det ny tilbud kommer både fra kommunale boligplacerings-tilbud og private, som har åbnet deres døre for dem. Og i følge skoleleder Martin Eriksen er der faktisk forbløffende mange, som bor på sidstnævnte måde.
- Som udgangspunkt har vi sagt, at børnene skal gå her minimum tre og maksimum seks måneder. Men vi kan allerede nu se, at de børn, der er startet op i dag, er meget skolede i forhold til dem, vi normalt har i to-sprogs-systemet. Så de er i den grad klar - også fordi de ikke har gået i halve og hele år uden at blive undervist, og hertil kommer så også, at mange af dem samtidig har et ret godt sprogøre, tilføjer han.
Martin Eriksen er godt klar over, at en del af de ukrainske flygtningebørn også modtager on-line undervisning på ukrainsk. Men han håber alligevel, at mange vil tage mod det ny tilbud.
- Det vi siger til dem er, at det er vigtigt, at nu er de i Dnamark, og derfor er det også vigtigt, at de lærer dansk. For som modellen er her i landet, skal de jo ud på danske skoler bagefter, og det er det, vi gør dem klar til her, understreger han.
- Men jeg forstår selvfølgelig godt, hvis der er ukrainske forældre, som ønsker, at supplere med undervisning på ukrainsk. Men det bør ikke være modsætningsfyldt, så det er noget, de må gøre, når skoledagen her er slut, tilføjer han.