Nyt hærværk på julemarkedet
Ny kommer der hundevagt på hele natten
AALBORG: Julemarkedet i Aalborg har igen været udsat for hærværk. Det får nu cityforeningen til at sætte hundevagt på hele natten de sidste nætter inden jul, fortæller direktør i Aalborg City Flemming Thingbak.
Natten mellem tirsdag og onsdag har julemarkedet igen haft besøg af hærværksfolk. Stativer er knækket ledninger klippet og lyskæder ødelagt. Det betyder, at tusindvis af lys på træerne er ødelagt og skal erstattes af nye. Og det koster mange penge.
- De kommende tre dage er julemarkedets mest besøgte. Omkring 50.000 forventer vi lægger vejen forbi markedet. Derfor er det vigtigt at det hele er i orden, så den gode julestemning kan bevares, siger Flemming Thingbak, som ikke kan mindes, at julemarkedet tidligere har været udsat for så meget hærværk som i år.
I år har der også været indbrud i flere boder. I denne uge har der været ubudne gæster i tre boder. Tidligere år har der "kun" været forsøg på at brække en dør op.
- Det har nærmere været reglen end undtagelsen, at tyveknægte og andre har været forbi i de sene nattetimer for at lave ravage, siger Flemming Thingbak.
Det er bl.a. kobberledningerne, tyveknægtene har været ude efter. I den seneste uge har der været forsøg på at stjæle 200-300 kilo kabel med kobber. Kiloprisen på kobber er omkring 40 kr.
- Så det er ret mange penge, tyvene kan tjene, siger Thingbak.
G4S har været vagt ved julemarkedet. De har patruljeret hver aften/nat mellem kl. 24 og 07 med et besøg hver time. Men har ikke oplevet noget usædvanligt.
- Vi tror, at de tyveknægte, som er gået efter kobber i ledningerne har haft deres egne meddelere på julemarkedet, som har advaret, hvi G4S var i farvandet, siger Flemming Thingbak.
- Men den patruljering har tydeligvis ikke været nok. Derfor er det nu aftalt med G4S, at der kommer en fast hundevagt hele natten mellem kl. 23 og 07. Det er vi også nødt til at gøre næste år. Det er i sidste ende billigere end at skulle købe nye dekorationer, have elektrikere på arbejde og hvad der ellers følger efter hærværk og tyveri, siger Thingbak.