Nyt fedt spisested åbner nu på Eternitten - se billederne her
Fra i dag kan du sætte tænderne i burgere, sandwich og salater hos Gastrohouse
AALBORG: Er du en af dem, der har savnet et spisested på Eternitten? Så er der godt nyt, for Gastrohouse er netop åbnet.
Det er café og gastropub samt takeaway, og på menukortet finder du burgere, sandwich og salater til hverdag, og i weekenden er der brunch. Derudover er der lagt vægt på et bredt udvalg af kvalitetsøl.
- Jeg har arbejdet længe som kok, og jeg har altid været interesseret i at få mit eget sted. Jeg føler, at jeg erfaringsmæssigt er klar til det nu, og så dukkede den her mulighed op, siger ejer Christian Tranholm.
Sin erfaring som kok har han med fra Hotel Phønix, Café Luna, Papegøjehaven - og Victors Madhus, hvis lokaler på Eternitten han nu har overtaget.
Og det skræmmer ikke, at både madhuset - og før det Delimarché - måtte lukke på Eternitten.
- Selv om jeg arbejdede mest på Victors Madhus i Nørresundby, så kender jeg også stedet her - og omgivelserne. Og jeg har en klar fornemmelse af, hvad kunderne kan lide, siger 30-årige Christian Tranholm.
- Derudover gør vi meget ud af at lytte til gæsterne, så de kan være med til at forme stedet. Det skal være en god og hyggelig oplevelse at besøge os, og jeg lægger vægt på kvalitet i madlavningen.
Først handler det om at komme godt i gang med livet som selvstændig.
- Vi begynder stille og roligt, og vi bygger Gastrohouse op i langsomt tempo, så vi selv kan følge med, siger Christian Tranholm.
- Men på sigt vil jeg da gerne lave temaaftner, hvor man eksempelvis kan smage rom, øl eller gin. Senere vil jeg også gerne levere mad ud af huset til selskaber. I første omgang glæder jeg mig dog bare meget til at byde gæsterne velkommen.
Gastrohouse har plads til 52 gæster indenfor, og senere vil der være udeservering.
Du finder spisestedet på Alexander Foss Gade 11, det har første åbningsdag i dag, onsdag.