Nye safe zones: Her kan du hente folk efter byturen
Behovet for en tryg afhentning tæt på Jomfru Ane Gade er stort. De unge i Gaden har nemlig efterspurgt et centralt sted, hvor de kan blive afhentet, når de har været i byen om natten.
Det skriver Aalborg Kommune i en pressemeddelelse.
Derfor er der nu etableret "Safe Zones" med standsningsmuligheder på Vesterbro tæt på bus og taxaholdepladser og opsamlingsmuligheder på Vesterå, tæt på taxaholdepladser.
Helt konkret betyder det, at det i weekenden - fra kl. 00.00 til kl. 06.00 - er tilladt at standse med bil ved dele af bus og taxa perronerne på Vesterbro.
Der er også etableret flere opsamlingspladser til biler ved Vesterå syd.
De fire nordligste parkeringspladser på Vesterå syd, mod Ved Stranden, er skiltet med en tidsbegrænsning på 30 minutter efter klokken 19.00 på hverdage og efter klokken 16.00 i weekenden.
De fire ekstra opsamlingspladser er overfor taxaholdepladserne på Vesterå.
Herudover er bybuslinje 12 og 13 blevet omlagt fra Østerågade til ruten Vesterbro-Vingårdsgade-Boulevarden. Derfor er Vesterbro er nu det stoppested i Aalborg Kommune, der betjener næst flest buslinjer og tredje flest busafgange.
Med disse tiltag, er det udover bedre adgang til bustransport eller taxakørsel, også muligt at foretage afsætning eller opsamling, når forældre skal hente feststemte unge hjem fra Jomfru Ane Gade i nattetimerne.