Billede beskrivelse

Nye el-priser skal motivere kunderne: Hvornår på dagen vasker du tøj?

31. oktober 2023 kl. 06.01

Kort fortalt:

  • Elnetselskabet N1 indfører variable nettariffer, hvilket betyder at du betaler tre forskellige priser for din el, alt efter hvornår du bruger den.
  •  Det skal motivere elkunderne til at tænke mere over, hvornår på døgnet de bruger strøm, fordi tidsrummet 17-20 er presset.

Hvornår på døgnet bruger du din ovn? Hvornår vasker du tøj? Hvornår lader du bilen op?

Det kan nu få endnu større betydning for din el-regning, da elnetselskabet N1 introducerer ny prismodel.

Fra 1. januar kan 800.000 kunder derfor se frem til forskelle i elregningen på op mod 800%. Det skriver mediet Finans.

Elnetselskabet N1, der er ejet af Norlys, ændrer prissætningen af nettariffen, som deres kunder betaler for driften af det lokale elnet.

Tre forskellige priser

Indtil videre har kunderne i tidsrummet kl. 17-20 betalt en særligt høj pris fra oktober til marts, mens prisen resten af året har været den samme.

Det ændres fra årsskiftet, så der fremover bliver opkrævet tre forskellige nettariffer, afhængigt af hvornår på døgnet man bruger strømmen. Der indføres ifølge Finans yderligere variable nettariffer om både sommeren og vinteren.

- Vi vil gerne motivere kunderne

Han forklarer, at de nye variable tariffer året rundt skal motivere elkunderne til at tænke mere over, hvornår på døgnet de bruger strøm.

- Vi vil gerne undgå, at kunderne skruer op for elforbruget i tidsrummet kl. 17-21, da det vil presse vores elnet og kræve meget voldsomme investeringer, siger Carsten Bryder Thejls, administrerende direktør i N1, til Finans.

N1 håber ifølge Finans at kunne spare mellem 250 og 300 millioner kroner på manøvren, hvilket til dels kan komme forbrugerne til gode i form af besparelser.

Strøm fra vind og sol erstatter olie og kul

Fra årsskiftet bliver det ifølge Energinet generelt dyrere at være elforbruger i Danmark. Også andre selskaber som Cerius og Radius Elnet har nemlig taget en ligenende model i brug.

Elforbrugstarifferne stiger med 1,3 øre, så de i 2024 bliver 12,5 øre per kilowatt-time. For en familie i et parcelhus betyder det i gennemsnit en stigning på 232 kroner eksklusiv moms om året.

Årsagen er stigende udgifter til at drive og udbygge elnettet, så strøm fra vind og sol erstatter olie, kul og naturgas.

I Nordjylland leverer N1 strøm til husstande og virksomheder i Aalborg, Himmerland, Jammerbugt og Brønderslev Kommune.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste