Billede beskrivelse

Ny sushirestaurant er netop åbnet i kendte lokaler

Ejeren har fundet på en genial løsning, så du ikke skal kaste dig ud i japansk udtale, når du bestiller din mad

25. juli 2023 kl. 08.56
Opdateret kl. 13.09

AALBORG: Aalborgenserne er vilde med det asiatiske køkken. Talrige restauranter er det sidste stykke tid dukket op med et menukort, der henter inspiration fra Asien.

Og nu melder endnu en sushirestaurant sig på banen til de sultne aalborgensere, der elsker det asiatiske køkken. 

Navnet er Ocean Sushi, og placeringen er næsten ikke til at undgå. For i de kendte lokaler lige inden du krydser Limfjordsbroen, støder du på Aalborgs nye sushirestaurant beliggende på hjørnet af Borgergade og Vesterbro.

Billede beskrivelse

Spis til du sprækker

I samme lokaler lå Deli Mix tidligere, som ikke fik lov at ligge længe. For Deli Mix åbnede tilbage i februar, men nu har interiøret fået et nyt og skandinavisk udtryk, baren er bygget i træ og mandskab er lige så stille ved at blive samlet til et hold, som skal levere en god oplevelse.

- Ocean Sushi er Aalborgs nyeste skud indenfor all you can eat sushi, siger Jian Li, da vi møder ham i hans nye restaurant, som han skal drive med sin bror. 

Billede beskrivelse

Med 17 års erfaring i restauratørbranchen og fem restauranter bag sig - blandt andet i Hobro og København - taler vi her med en herre, der ved, hvad han laver.

Tænkt over detaljen

I den nye restaurant er der tænkt over de små detaljer. For eksempel er der indkøbt iPads til alle borde, hvor menuen er nem at navigere rundt i. Her kan man få overblikket over de forskellige japanske delikatesser, der kan være svære at udtale for os danskere.

- Vi har ofte oplevet, at det er svært for danskere at udtale navnene på japanske eller kinesiske retter, fortæller Jian Li.

- Derfor har vi lavet det her system med iPads, hvor man fra sit bord kan få overblik og se et billede af, hvad man bestiller. Ens bestilling fra iPaden ryger direkte ud i køkkenet, hvor kokken går i gang.

På den måde undgår man nemt pinlige situationer, hvor gæsterne skal kaste sig ud i en fordansket japansk udtale. 

Billede beskrivelse

Et nyt hold

Første åbningsdag i restaurant Ocean Sushi var fredag 21. juli. Men Jian Li er gået stille med dørene, så mandskabet kunne følge med - i hvert fald lige her i starten.

- Vi vil gerne give gæsterne den bedste oplevelse. Det kan være der er en lille teknisk fejl, som vi lige skal have rettet inden vi står med en fuldt booket restaurant. Og så skal vores nye hold lære at arbejde rigtig godt sammen, forklarer indehaveren, der stadig er ved at skrabe mandskab nok sammen.

Priserne er faste, så du kender regningen på forhånd, og varierer kun alt efter hvilket tidspunkt, du vælger at komme; frokost eller aften i hverdag eller weekend.

Billede beskrivelse

Sushi-ruller og buffet

All you can eat inkluderer både frisklavede japanske sushi-ruller og en buffet med traditionelle kinesiske retter. Og netop buffeten er en lille genistreg, hvis du er nysgerrig på det asiatiske køkken.

- I buffeten kan man finde mange retter, som man måske ikke ville have bestilt, fordi man ikke kender dem. Men de er inkluderet i 'all you can eat'-konceptet, så på den måde kan man smage meget nyt mad, siger Jian Li.

Du finder Ocean Sushi på Borgergade 10.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste