Ny street art har særlig historie: - Man er stærkere, end man tror
En venindes grænseoverskridende oplevelse er inspirationen bag nyt værk på Limfjordsbroen
AALBORG: Har du bevæget dig op på Limfjordsbroen for nylig har du måske set det nye street art lavet af kunstner Frida Stiil Vium. Værket, der på den ene halvdel forestiller en kvinde, på den anden en ulv, er dog ikke kun lavet for at pynte i gadebilledet, men er også for at lave et statement.
Frida Stiil Vium har tidligere malet et fantasidyr på samme mur, men det blev beskadiget i forbindelse med renovering af Limfjordsbroen. Og i stedet for at male det samme dyr igen, gik den aalborgensiske kunstner i tænkeboks over mulige motiver. En idé-fase, der tog en drejning, da hendes veninde en aften skulle besøge hende efter arbejde.
På vejen over Limfjordsbroen omkring kl. 21 havde veninden passeret to mænd, hvor den ene valgte at tage på hende.
- Hun kom hjem til mig og var i chok, fortæller Frida, der også selv blev både chokeret og vred over at høre om hændelsen.
Selvom Frida egentlig hele tiden havde tænkt sig at male noget farverigt og powerfull, fik den grænseoverskridende oplevelse værket til at bevæge sig i en anden retning.
- Det, jeg ville prøve med værket, var at give en vibe af, man er stærkere end man tror, og at man ikke skal være bange, fortæller kunstneren og understreger, at hun med værket også vil ud med budskabet om, der stadig er et problem med upassende adfærd, og at det ikke er okay.
- Man bliver nødt til at tale om det og sætte fokus på det, hvis det skal stoppe.
- Det er det, jeg kan gøre. Jeg kan sætte opmærksomhed på det, lave væggen og skrive det her opslag, forklarer Frida og henviser til det opslag om værket og venindens oplevelse, hun har lagt på Facebook.
I opslaget fortæller kunstneren også, hun synes, det er trist, man skal være særlig opmærksom, når man går alene hjem, og at værket skal minde beskueren om, at vedkommende er unik, smuk og stærkere, end man tror.
- Jeg kan personlig godt lide at lave noget med en positiv vinkel, så jeg tænkte, jeg ville prøve at lave noget, som giver nogle positive vibes.