Nu lysner det for naboerne til Alléskolen: - Vi ser på den hver eneste dag
Det tyder på, at der endelig skal ske noget med den faldefærdige skole på Østre Allé
AALBORG: For nylig skrev vi en artikel om Alléskolen, og om hvordan skolen fortsat står og forfalder, fordi det ikke lykkedes at finde et kompromis, da de seneste byggeplaner blev præsenteret med medfølgende forslag til ændringer i lokalplanen. Tværtimod endte et stort borgermøde med at hele planlægningen blev sendt tilbage til start.
Nu er Aalborg Kommune og Lykkebo imidlertid på vej med en ny byggeplan, som forhåbentlig vil blive offentliggjort i løbet af foråret, og den plan er beboerne i villakvarteret ved siden af spændte på at få præsenteret.
- Det har været et langt forløb, og ligesom alle andre, der kører forbi og ærgrer sig over skolens udseende i ti sekunder, så ærgrer vi os jo ekstra meget, fordi vi ser på den hver eneste dag. Vi lever i det, forklarer Ann Kinly Klinge. Hun er repræsentant for arbejdsgruppen på Karnersvej, som har været i en god dialog med Aalborg Kommune om byggeprojektet.
Er blevet set og hørt
I arbejdsgruppen har de oplevet sig set og hørt af kommunen, og hun fortæller, at når de nye byggeplaner skal fremlægges, har de i arbejdsgruppen fået lovning på at mødes med kommunen inden offentliggørelsen.
- Det har fungeret godt at drøfte nogle perspektiver sammen, for når vi først når offentliggørelsesprocessen, så foregår det hele på skrift, og det er bare bedre at få snakket om det, siger hun.
De har desuden også fået stillet endnu et borgermøde i udsigt, når planerne bliver offentliggjort. Det er ikke nogen selvfølge. Men det massive fremmøde i april 2019, der førte hele processen tilbage til start, beviser, at der er mange der har noget på spil, og alle kan ikke være en del af arbejdsgruppen, forklarer Ann Kinly Klinge.
Inviterer gerne en politiker på besøg
I gruppen håber de fortsat på en harmonisk overgang, som også er udgangspunktet i den eksisterende lokalplan. Som Aalborg Kommunes landskabsarkitekt gættede, så føler de sig ganske rigtigt omringet med de mange store byggerier, der foregår rundt om det lille kvarter.
- Det er absolut i vores interesse, at der sker noget med Alléskolen, og vi vil rigtig gerne have naboer. Men vi vil gerne have en ordentlighed, og at der bliver taget hensyn til os, forklarer Ann Kinly Klinge.
Derfor håber hun og hele arbejdsgruppen, at en politiker - eller hele udvalget, der sidder med byggesagen - vil tage tid ud af deres kalender til at besøge en af haverne på Karnersvej for at fornemme betydningen af byggeriet fra en af villahaverne.
- Det er markant, at vi er omringet af fem store byggesager, og lige Alléskolen er altså ikke en ret bred grund, forklarer hun.
- Vi har valgt at bo her ud fra nogle forudsætninger, vi kendte. Men nu er der risiko for at det bliver noget helt andet.
Arbejdsgruppen ser derfor frem imod den nye byggeplan, som de håber bliver en god og ordentlig løsning som følge af samarbejdet med kommunen. Det er vigtigt for hende at understrege, at villaejerne helst vil undgå unødigt drama omkring byggeriet.
- Vi er blevet inviteret godt ind i dialogen, og der er ingen, der møder kampberedte op til møderne. Vi vil gerne en god løsning for alle.
LÆS MERE: Alléskolen står der endnu - men bag den faldefærdige facade er der nye planer på vej