Billede beskrivelse

Ny ejer på vej: Det skal der ske med Carla Blomster

Med ejerskiftet af den 75-årige blomsterbutik kommer flere nyheder

16. august 2021 kl. 19.03

AALBORG: Den populære blomsterbutik på hjørnet af Sjællandsgade og Læsøgade skifter snart hænder.

Det er den 38-årige Zabi Yousefzai, der fremover vil stå i spidsen for butikken; en mand med en stor portion erfaring i blomsterfaget. Han er nemlig uddannet gartner og har 20 år bag sig i branchen - 13 af dem i Afghanistan og Iran og de sidste syv i Danmark.

Måske du har set ham i Bilka i City Syd, hvor han de seneste fem år stået i blomsterafdelingen og fremtryllet buketter i massevis. Det job forlader han nu til fordel for Carla Blomster, som han helt tilfældigvis fik øje på med noget nær en perfekt timing.

- Min plan var at starte helt forfra med en ny butik, men så så jeg i en artikel, at Carla Blomster var kommet til salg, og så sagde jeg til mig selv: Nu er det nu!

Billede beskrivelse

Men hvad betyder det så for den lille blomsterbiks, at der kommer ny ejer til?

På nogle punkter forbliver Carla Blomster, som du kender den. Zabi Yousefzai har eksempelvis valgt at lade butikken leve videre med samme navn ud fra tanken om, at mange kender den og har gode minder derfra.

- Så hvorfor skifte navn? Og kunderne skal ikke bekymre sig om kvalitet og service, vi fortsætter på samme høje niveau, fastslår Zabi Yousefzai med et smil.

Det der til gengæld bliver anderledes i fremtiden, er butikkens indretning og sortiment.

- Der kommer flere nye, forskellige specialiteter og planter på hylderne. Vores hovedfokus er naturligvis på de friske buketter.

Billede beskrivelse

Indtil videre er der i alt fem medarbejdere sat i stilling foruden ejeren selv. Nogle er gamle medarbejder, der hænger ved, og nogle er nye; alle har en masse erfaring i bagagen.

Zabi Yousefzai overtager nøglerne d. 21. august, og så skal der ellers bare knokles på med at få gjort lokalerne åbningsklar. Tirsdag d. 24. august, tre dage senere, slår dørene nemlig op igen med den nye ejer ved roret, hvis alt går efter planen.

I anledningen af åbningen får du 10% på alle planter i hele uge 34, mens der er 20% rabat i uge 35, hvor butikken vil blive fyldt op med nye varer.

- Jeg glæder mig rigtig meget til at hilse på de fantastiske kunder og fremvise min kreativitet, lyder det fra den kommende ejer.

Du kan følge med på Carla Blomsters facebookside, hvor du fremover også vil kunne finde nyheder og gode tilbud fra butikken.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste