Billede beskrivelse

Ny cool frisørsalon åbner i midtbyen

To veninder står bag Vaerk Studio, der netop har åbnet dørene

04. marts 2019 kl. 17.20

AALBORG: Drømmen om at åbne en frisørsalon sammen med hinanden er nu blevet til virkelighed for de to veninder Pernille Kolding og Line Ravn. De har netop åbnet Vaerk Studio, og her bliver der lagt vægt på, at der skal være en næsten hjemlig hygge.

- Vi vil gerne have, at det er en frisørsalon, hvor der er en afslappet loungestemning, fortæller Line Ravn.

- Det skal være sådan, at man bare selv kan gå hen og tage en øl eller sodavand i vores køleskab. Det skal virkelig være helt nede på jorden, fortsætter hun.

Billede beskrivelse

Studievenlige priser skal lokke de unge til

Frisørsalonen henvender sig både til mænd og kvinder, men de to frisørveninder vil gerne have fat i det unge segment og de har særligt de studerende i kikkerten.

- Vi har bestemt os for at have studievenlige priser. Vi tror det er et godt udgangspunkt at ramme de studerende, fordi det kan give os omtale, fortæller Line Ravn.

- Jeg ved selv, hvis jeg er glad for at gå et sted, så siger jeg det videre til mine veninder, og vi håber derfor, at det kan have en smittende effekt, fortsætter hun.

De to frisører synes, at deres koncept mangler i byen, og de vil gerne sørge for, at alle føler sig velkomne i de urbane lokaler.

- Der er rigtig mange hyggelige frisørsaloner i Aalborg, men vi synes, at der mangler sådan et cool sted, hvor der er lidt råt, samtidig med at det både henvender sig til mænd og kvinder, fortæller Pernille Kolding.

Billede beskrivelse

Det er godt at være to

De to piger har kendt hinanden i seks år og har blandt andet arbejdet sammen og deltaget i konkurrencer med landsholdet for frisører, og det har været en vigtig del i beslutningsprocessen om at starte forretning sammen.

- Jeg synes det er vigtigt, at man kan sammen med den, man starter op med, fortæller Line Ravn.

- Jeg kan stå inde for det, Pernille laver, og hun kan stå inde for det, som jeg laver. Er der for eksempel en, der skal på barsel eller er syg, så behøver salonen ikke at lukke, fortsætter hun.

- Selvom at man skal på barsel, så skal ens faste kunder jo stadigvæk have ordnet hår, supplerer Pernille Kolding.

De to veninder er også glade for, at de nu kan se frem til en særlig frihed, der er ved at være selvstændige samtidig med, at de har hinanden.

- Vi har stadigvæk de goder, der er ved at have en kollega. Vi kan bruge hinanden til at sparre, dele opskrifter og ideer, og vi kan også øve sammen, fortæller Pernille Kolding.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste