Billede beskrivelse

Nu tager det fart: Her er status på Nytorvs makeover

De første etaper af byfornyelsen er snart i mål

17. august 2021 kl. 19.03

AALBORG: Det er nok ikke gået manges næse forbi, at Nytorv i noget tid har været lidt af en forhindringsbane med afspærringer og små, indhegnede gangstier.

Nu er der dog lys for enden af tunnellen. Den store byomdannelse, Aalborg Kommune har gang i på strækningen fra Nytorv til Nordkraft, skrider frem efter planen, og det betyder, at Nytorv snart er til fri afbenyttelse.

Udsigt til tredje etape

Hele projektet er opdelt i fem etaper med start ved Østerågade, og dette område forventes at stå færdigt til september. Derefter følger pladsen foran Salling som etape to, hvilken forventes at stå klar i slutningen af oktober.

- I øjeblikket laver vi flisebelægning, og så mangler der ellers bare beplantning med buske og træer, som bliver prikken over i'et, fortæller projektleder Jakob Nielsen.

Etape tre går fra Slotsgade til Medborgerhuset, og det er næste step i byforvandlingen. Her er der blandt andet planer om at udvide til to meter brede fortove, så fodgængere har mere optimale forhold. Grundet julehandlen sættes arbejdet dog mere eller mindre på standby fra omkring black friday og året ud.

Mange drømme og ønsker for Nytorv

Med hvad skal det nye, attraktive byrum ved Nytorv så bruges til, når kommunen kommer i mål med anlægsarbejdet?

- Der er mange ønsker og drømme om, hvad det nye byrum skal udnyttes til, og i den forbindelse har vi inviteret de relevante interessenter og cityforeningen til et møde i næste måned, hvor de skal fortælle lidt om, hvordan de ser pladsen bedst udnyttet.

- Vi ønsker ikke, at det bare skal bruges til fremvisning af tøj og sko, men noget som gør det til et rart opholdsrum i bymidten, lyder det fra Jakob Nielsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste