Nu starter festen: Aalborg Karneval er tilbage
Der er lagt op til en fest med gensynsglæde efter to år uden Aalborg Karneval.
Karneval er tilbage! Så kort kan det skrives om det, der venter Aalborg lørdag, når tusindvis og atter tusindvis af glade mennesker skal feste og fejre, at coronanedlukninger (forhåbentlig) er fortid, og at det igen er tid til at klæde sig ud og feste med vennerne.
Alt bliver dog ikke som det plejer, selvom karnevallet er tilbage.
For i Aalborgs vestby var det ved seneste karneval i 2019 startsted for den ene af ruterne foran Haraldslund på Kastetvej, men det sker ikke i år.
Kastetvej er gravet op på en længere strækning, så paradens start i den del af byen er rykket til p-pladsen ved Kvickly Vestbyen.
De to andre startsteder er helt normale. Det sker derfor ved Nørresundby Torv og på Told og Skats parkeringsplads ved Østerport.
De tre optog samles - som de plejer - på Vesterbro, og herfra går det i samlet flok mod Kildeparken, hvor festen fortsætter.
Det afgørende vejr
Hvis der er én faktor, som spiller ind for, om karnevallet bliver en lang og tør fest, er det vejret.
Her melder DMI om, at det forventes, at dagen bliver uden regn, og at karnevalsdeltagerne kan se frem til temperaturer omkring 18 grader.
Festen kan fortsætte med solens stråler som primær lyskilde frem til 21.55, hvor solen går ned.
Politiet ønsker glædeligt karneval
Det er ikke kun festglade deltagere, der ser frem til årets karneval. Det gøres der også fra Nordjyllands Politi.
Her er man opmærksom på, at der efter to års tørke er opsparet stor glæde, og derfor vil politiet også være tilstede dagen igennem.
- Karneval er altid en begivenhed, der har vores opmærksomhed, men i år - hvor det er på bagkant af corona - har vi en skærpet opmærksomhed, siger vicepolitiinspektør Anders Uhrskov.
Ved arrangementer andre steder i landet har den opsparede glæde nemlig medført tumult og uroligheder, fordi ekstra mange har haft lyst til at feste, og fordi glæden måske har været lidt for stor.
Parkering under karneval
Skal du med bil til Aalborg under karnevallet, kan du glæde over, at der flere steder er gratis parkering i midtbyen.
Det drejer sig om p-husene hos Salling og Friis Shoppungcenter, hvor du hele lørdag 28. maj kan parkere gratis.
Initiativet er en del af samarbejdet mellem Aalborg City og Foreningen Aalborg Karneval.