Nu slår Aalborgs nye café dørene op
Barndomsveninder står bag Café Fløs, der vil være Vestbyens nye hænge-ud-sted
AALBORG: Det er en drøm, der går i opfyldelse, når Sanne Sørensen og Carmen Elisa Frunza byder indenfor i Café Fløs i morgen, fredag 29. marts.
Og det er ikke et hvilket som helst sted, de overtager; indtil for nylig husede adressen i Reberbansgade caféen Ib Rene Cairo. At det netop er de lokaler, der blev ledige, er helt afgørende for, at de to nu for første gang kan skrive caféejere på visitkortet.
- Vi har været veninder i 25 år, og vi har altid drømt om at eje vores eget sted. Indtil nu er det blevet ved snakken, men da vi så, at Ib Rene lukkede, slog vi til. Det er stedet for os, siger Carmen Elisa Frunza.
- Vi har begge stor tilknytning til Vestbyen, og gennem mange år, havde vi et helt særligt tilhørsforhold til caféen, der var vores hænge-ud-sted. Og det er den tradition, vi gerne vil fortsætte.
De har begge tidligere arbejdet som tjenere og bartendere - især i udlandet. Og det er de erfaringer, de nu kan bruge.
- Vi vil skabe en hjemlig og uformel stemning. Vi genskaber ikke Ib Rene, som det var engang, men vi laver noget nyt, som vi sætter vores eget præg på, siger Sanne Sørensen.
- Man skal blandt andet glæde sig til menukortet med mad i alle prisklasser og vores specialøl, som er noget, vi satser på. For eksempel har vi kun det lokale øl fra Bad Seed Brewing i hanerne.
Derudover glæder Carmen Elisa Frunza og Sanne Sørensen sig til at arbejde i faget igen.
- At snakke med gæsterne og være med til at skabe god stemning.
Café Fløs byder velkommen 29. marts klokken 10 - åbningen bliver fejret med en reception 13. april.