Nu skal vi snart sortere farligt affald i røde miljøkasser
Det gælder blandt andet sprayflasker, batterier og rester af maling
AALBORG: Vi er allerede godt i gang med at sortere vores affald her i kommunen, og nu skal vi snart tage næste skridt: Sortering af farligt affald.
I første omgang gælder det de sommerhuse, der er ikke er helårsbeboelse, og senere følger enfamilies-huse og til sidst etageejendomme.
- Her i løbet af juni sender vi de første 4000 kasser ud til sommerhusene, og det bliver med ordningen, at man selv skal aflevere kassen på genbrugspladsen, hvor man så får en ny kasse med hjem, siger renovationschef Jens Boye.
- Og vi forventer, at enfamilieshusene modtager de første kasser i uge 35 og 36. Her gælder det, at man enten kan aflevere selv eller bestille afhentning af kassen hos os. Vi sender naturligvis breve ud forinden, ligesom vi gør nu til sommerhusejerne.
Jens Boye fortæller også, at man nok når hen omkring efteråret, før ordningen når til etageejendomme og boligforeninger.
Kasser på vej til sommerhusene
Hvis du ejer et af de omfattede sommerhuse, får du altså her i juni en rød kasse og en tilhørende pose, som Aalborg Forsyning stiller foran din hoveddør eller ved din restaffaldscontainer.
Kassen skal bidrage til, at vi sammen får sorteret og håndteret farligt affald korrekt, har forsyningen skrevet i et brev, som sommerhusejerne modtager i e-boks.
Hvad er farligt affald?
Farligt affald er blandt andet sprayflasker fra din hårlak og barberskum, batterier, elpærer, kemikalier, rengøringsmidler, maling- og olierester.
Fælles for denne type affald er, at det kan gøre skade på mennesker og miljø, hvis ikke vi håndterer og bortskaffer det korrekt. Det er derfor vigtigt, at du ikke sorterer farligt affald i dit restaffald, plast- og metalaffald eller sammen med andet affald, står der også i brevet.
Gode råd til brug af kassen
Luk emballagen forsvarligt og stil væsker oprejst, så det ikke siver ud.
Læg batterier og elpærer i hver sin pose.
Skriv tydeligt, hvad dit affald indeholder, hvis ikke det står på emballagen.
Sådan tømmer du din kasse til farligt affald
Tag kassen med på genbrugspladsen og tøm den der, hvor du afleverer dit farlige affald. Har du brug for at få skiftet posen, kan du kontakte vores medarbejder på pladsen. (Vær igen opmærksom på, at det kun gælder for sommerhuse, at man selv skal aflevere. Enfamilieshuse kan også bestille afhentning).
Find mere information om sortering eller søg i vores sorteringsguide på www.aalborgforsyning.dk/sortering.
Derudover opfordrer Jens Boye til, at du downloader app'en Affaldsportal.
- Her finder man blandt andet en sorteringsguide, som man bruge, hvis man er i tvivl, siger han.