Nu kommer der et nyt testcenter i Aalborg Øst
Testcenter på Trekanten får en afløser på mandag
AALBORG: Mulighederne for at blive testet for corona her i byen vokser nu igen.
På mandag, 19. april, laver regionen nemlig et nyt fast testcenter i Aalborg Øst. Og særligt, hvis du læser på universitetet, er der grund til at glæde sig.
Det nye PCR-sted åbner nemlig på Niels Jernes Vej 6a ved Novi og universitetet, skriver regionen i en pressemeddelelse.
LÆS OGSÅ: Vestbyen får sit eget testcenter
Man tilføjer, at det har været vigtigt at få et nyt fast PCR-teststed i Aalborg Øst, efter de lånte lokaler i Trekanten ikke længere kunne bruges af regionen.
- Efter at Trekanten blev lukket, har vi kun haft ét PCR-teststed i Aalborg-området. Det har vi arbejdet hårdt på at få lavet om på. Det er vigtigt, at vi fandt et nyt sted, hvor vi var sikre på, at vi kan få lov til at blive – og så skal det selvfølgelig også leve op til krav om muligheder for offentlig transport, gode parkeringsmuligheder og egnede lokaler. Jeg håber og tror, at løsningen her er god for borgere i Aalborg Øst og det store opland sydøst for Aalborg, siger kontorchef for Sundhedsplanlægning i Region Nordjylland, Jacob Bertramsen.
Testcentret holder åbent kl. 9 til 19 hver dag, og du kan allerede nu bestille tid.