En af de mest charmerende lejligheder i midtbyen kan blive din
Du finder den på en af de allermest eftertragtede adresser
OPDATERET: Artiklen er opdateret med information om historik på boligmarkedet.
AALBORG: I Aalborgs måske hyggeligste kvarter, er der netop i dag sat en ret speciel lejlighed på markedet.
Der er fuld blæs på idyllen i den berømte Hjelmerstald. Her ligger de farvede små huse på stribe, vejen er lukket for trafik, mens der er to minutter på gåben til nærmeste kaffebar.
Men adressen i Hjelmerstald er heller ikke gratis. Lejligheden, du nu kan købe dig til, hvis du har 2.695.000 kroner, er en stuelejlighed bestående af tre værelser fordelt på 106 kvadratmeter.
Det er altså en kvadratmeterpris på 25.425 kroner. Sammenligner man dén pris med den gennemsnitlige kvadratmeterpris for Aalborgs ejerlejligheder, som senest er opgjort af Boliga til 22.009 kroner , ligger denne lejlighed altså i den dyre ende.
Ejedommen har været til salg siden maj 2021, og blev i februar kort hevet af markedet. Men nu er lejeligheden på igen til en skarpere pris - nu udbudt hos ejendomsmægleren Nybolig , og de oplyser, at byggeriet er en ældre sag. Det er nemlig bygget for 171 år siden, så der er altså ikke meget funkis eller skarpe linjer at spotte her.
For hele gaden gælder det, at de gamle bygninger, brosten og stokroser er cirka lige skæve - men lige her er det også det, man netop betaler for: charmen, som du ikke får i nybyg.
Den gamle stil udenfor fortsætter inde med blottede hanebånd, et køkken i landlig stil og en overdimensioneret pejs i stuen. Bag bygningen finder du en lille gårdhave, hvor du nemt kan se Vor Frue kirketårn, som kan spille dig ud af sengen om søndagen.