Nu kan du selv gå på byvandring - lige når det passer dig
Byvandringer hitter - og nu kan du følge i Churchill-Klubbens fodspor
AALBORG: Er du vild med byvandringer? Så har du nu mulighed for at gå en tur på halvanden kilometer rundt i byen på egen hånd - i Churchill-Klubbens fodspor. Og det vel at mærke lige når det passer dig i en tid, hvor traditionelle byvandringer er på stand-by på grund af coronakrisen.
Byvandringen bringer dig til otte forskellige steder, som har været afgørende for Churchill-Klubbens aktioner og skæbne. Du finder ruten og informationerne på Katedralskolens hjemmeside - og i linket længere nede i artiklen.
- Det handler om, at vi gerne vil formidle vores historie her i byen, besættelsestiden er også en del af Aalborg Katedralskoles identitet, siger initiativtager Dorte Christensen. Hun er historiker og underviser på skolen, hvor størstedelen af drengene i sabotagegruppen kom fra.
- Og vi oplever også, at interessen for både Churchill-Klubben og historie i det hele taget er vokset de senere år.
Det kommer blandt andet til udtryk ved, at de gratis billetter til en række fysiske byvandringer, som Dorte Christensen også står bag, bliver revet væk på ingen tid.
- Lokalhistorie giver et tilhørsforhold, man kan spejle sig selv i, hvor man kommer fra, siger hun.
- Og især Churchill-Klubben samler generationer, børn synes også, historien er spændende. Det er nemmere at forholde sig til, når historie handler om enkeltpersoner, det giver en anden identifikation.
Dorte Christensen glæder sig over, at byvandringer generelt er et hit.
- Deltagerne er i alle aldersgrupper, man kan se, at interessen for vores by og historie er meget bred, siger hun.
Du finder mere info om gør det selv-byvandringerne her